10 øre for en rotte

I de uhumske baggårde havde rotterne gode livsvilkår. Her er det gården bag Frederiksgade 3-7 med gammeldags lokummer, som var et yndet tilholdssted for rotterne. Billedet er taget i 1936, få år før Odense Kommune helt overtog rottebekæmpelsen (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Corona-pandemien er en voldsom omgang, men historisk set for ingenting at regne sammenlignet med konsekvenserne af pestens angreb tilbage i middelalderen. Europas befolkningstal faldt dengang i løbet af få årtier med op mod en fjerdedel. Den sorte død, som pesten kaldtes, overførtes med lopper, som levede på de meget udbredte sorte rotter.

I 1716 kom den brune rotte til Danmark, og den var mere altædende og formerede sig hurtigere end sin artsfælle. Den gav således endnu flere problemer, og menneskene var i første omgang magtesløse. Datidens smækfælder havde kun begrænset virkning, og den rottegift, man snart anvendte, gav andre udfordringer. Den kunne nemlig være en fare både for husdyr og mennesker.

Da byerne for alvor voksede i 1800-tallet, blev situationen alvorlig. En tæt bebyggelse, manglende kloakering og utilstrækkelig renovation var sammen med det udbredte husdyrhold i byernes baggårde en meget uheldig cocktail. Fem-seks år efter Odense Byråds oprettelse blev det i 1874 for første gang bedt om at tage stilling til spørgsmålet om rottebekæmpelse. Byens rytterregiment havde store problemer med rotternes hærgen i dets depoter, og selv om der snart blev bygget en ny rytterkaserne, flyttede rotterne med. Men rottebekæmpelse var nu erkendt som en offentlig opgave – nogenlunde samtidig med, at interessen for sundhed og hygiejne fik et stort opsving.

Vidundermidler mod rotter har der altid været nok af. Her er det en annonce fra Odense Avis den 22. december 1898. På trods af løftet om en effektiv udryddelse af rotteplagen, så var virkningen af de mange fantastiske midler nok minimal, men producenterne tjente gode penge på håbet om at slippe for rotterne (Stadsarkivet).

Fra København fik man lige efter år 1900 den idé, at kommunen kunne betale for døde rotter – og det blev en bærende idé bag landets første lov om rottebekæmpelse fra 1907. Kommunerne skulle herefter betale mindst 5 og højst 10 øre for hver afleveret død rotte.

I Odenseområdet enedes byen og de omkringliggende kommuner om fra 1. juli 1907 at betale 5 øre pr. død rotte – man var bange for, at døde rotter skulle blive ”smuglet” over kommunegrænsen, hvis betalingen var forskellig!

I Odense blev den for længst nedrevne brandstation på Klostervej centrum for den kommunale rotteindsamling. Her kunne man på ugens seks hverdage aflevere sin rottefangst mellem kl. 17 og 19. Rottehalerne blev klippet af og gemt til revisionen (!), mens resten blev opbevaret i metalspande, indtil nedgravning fandt sted langt uden for byen. Rottemassen blev her overhældt med læsket kalk for at mindske smittefaren.

Betalingen for døde rotter gjorde det øjensynlig snart til en sport for nogle at jage rotter i byens baggårde og kældre, men det blev hurtigt afsløret, at salonrifler og luftgeværer var meget lidt virksomme midler i kampen sammenlignet med rottehunde og rottegift. Under alle omstændigheder konkluderede byrådet allerede året efter, at resultatet af nyordningen var for ringe, så prisen blev fordoblet til 10 øre, selv om der var uenighed i byrådet, om det ville have nogen virkning. I 1911 nåede rottekrigen sit højdepunkt med indlevering af 43.642 døde rotter på Klostervej – rundt regnet én rotte pr. odenseaner – og ordningen blev ophævet året efter, da Rigsdagen havde revideret rotteloven og i stedet ydede tilskud til en bekæmpelse med nyudviklede typer af rottegift.