Aftenhjemmet

B0057151d

Juleforberedelser i Aftenhjemmets Børnehave december 1949. Lederen, Sara Almind, viser en stor nissedukke frem for børnene (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

For et par uger siden skrev vi om en privat klinik i Allégade. Det fik en læser til at tænke på, da hun omkring 1950 gik i børnehave i Aftenhjemmet i samme gade. Hun husker ikke præcist, hvor børnehaven lå, men der lå en tæppehandler ved siden af børnehaven, og der hang gulvtæpper i en stor udstillingsmontre (Margrethe Tæpper). Over for børnehaven lå en tobakshandel, og når børnehaven gik tur, fik de gerne nogle bolcher fra en kæmpestor dåse, ”og hvis vi havde fødselsdag, fik vi lov til at vælge, hvilken slags bolcher vi skulle have”, skriver Anni Hansen.

Aftenhjemmet blev stiftet 22. april 1915 og havde fru Marie Sørensen som primus motor. Det var dog Indre Mission, som reelt stod bag. Indre Mission havde i disse år fremdrift i byen, og missionen var konstant på udkig efter områder, hvor de kunne udvide deres aktiviteter. Og her faldt blikket på det stigende antal kvindelige arbejdere på byens fabrikker.

En flok indremissionske kvinder fik den idé, at de ville gøre et stykke arbejde for deres medsøstre i industrien, som de ville samle til aftenmøder. Kvinderne ville også lave opsøgende arbejde ved at gå ud på fabrikkerne og tale med arbejderne i spisepausen. Og så gik man ellers i gang. Tre dage om ugen gik den daværende sekretær ved KFUK ud på fabrikkerne og holdt aftenmøder.

Aftenhjemmet holdt først til i KFUK’s lokaler i Provstegade. Senere flyttede aktiviteterne til Lahns Stiftelse, men da stadig flere meldte sig til kurserne, ville Aftenhjemmet gerne have foden under eget bord. Det lykkedes i 1929, da man rykkede ind i lokaler i Albanigade.

Arbejdet blandt de voksne kvinder var i gang, men der var også brug for en børnehave for de udearbejdende mødres børn, og den 1. februar 1933 åbnede Aftenhjemmet en lille børnehave til 18 pigebørn i alderen 3-7 år. Børnehaven blev i mange år ledet af frk. Sara Almind, som også blev kaldt ”Moster”.

Børnehaven udfyldte et stort behov. Snart kom den i pladsproblemer, og derfor flyttede man i 1937 til villaen Allégade 63. Der gik kun piger i børnehaven, men sidst i 1950’erne stillede kommunen vist nok krav om, at der også blev optaget drenge. Det gav en del genvordigheder, hvorefter man afviklede børnehaven.

Aftenhjemmet var i 1960’erne tilbage til udgangspunktet – men naturligvis tilpasset tidens krav. Der blev om vinteren holdt kurser i syning, og hver onsdag havde man aftensammenkomster med foredrag og lysbilleder for de kvinder, der var kommet på hjemmet gennem mange år. Hver torsdag aften var der en slags fritidsklub for unge piger fra 12 år og opefter. Endnu i 1970’erne ejede Indre Mission huset, men tiden var efterhånden løbet fra Aftenhjemmet.