Arrestationen var grundlovsstridig

Kommunisten Ivan Adriansen (nr. 2 fra venstre) sammen arbejdskammerater foran cykelforretningen Elektra, Damhusvej 5, i 1943. han blev kort efter arresteret af dansk politi for ”oprørsk aktivitet” og overgik til Gestapo. I juli blev han 1944 sendt til koncentrationslejren Buchenwald og kom på udekommando, hvor han forsvandt. Sidste livstegn fra ham var i april 1945 (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Den 22. juni er det 80 år siden, at de danske kommunister blev arresteret af politiet. Flere hundrede kommunister blev anholdt, selv om de ikke havde gjort noget ulovligt. Selv de tre kommunistiske folketingsmedlemmer blev straks forsøgt fængslet.

Allerede i 1930’erne havde nazisterne bekæmpet de tyske kommunister, men i 1939 indgik Sovjetunion og Tyskland en ikke-angrebspagt, som holdt til juni 1941, da Nazi-Tyskland angreb Sovjet. Efter angrebet krævede tyskerne knap 70 ledende medlemmer af Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) anholdt, men dansk politi gik nidkært til værks og arresterede mange flere. Protesterne var til at overskue, for kommunisterne havde haft det svært efter ikke-angrebspagten og specielt efter Sovjets overfald på vort finske broderfolk i vinterkrigen 1939-40.

Kommunisten Petra Petersen sammen med sin mand Alex Petersen fremstiller falske legitimationskort, pas og andet i lejligheden i Dronningensgade – rekonstruktion fra efter krigen. Petra Petersen var blandt de kommunister, der blev arresteret den 22. juni 1941. Efter 23 dage kom der en kriminalbetjent ind i cellen og fortalte, at hun var løsladt og det kunne hun takke det odenseanske politi for: ”vi har løsladt Dem, fordi De har et mindreårigt barn”, hvorpå hun blot svarede, at hun ikke havde noget at takke politiet for, da hun ikke havde bedt om at blive arresteret. Betjenten bad hende om holde sig væk fra politik, men det havde Petra Petersen ikke tænkt sig at gøre (Stadsarkivet).

Aktionen og interneringen var klart ulovlig, og ingen af de anholdte blev fremstillet for en dommer. Først to måneder senere lod Rigsdagen – blandt andet af Højesterets præsident – sig presse til at vedtage den såkaldte kommunistlov, der forbød DKP. De demokratiske regler blev bøjet til det yderste, så samarbejdspolitikken med tyskerne kunne fortsætte.

I Odense blev otte kommunister arresteret, blandt andet den lokale ledelse, nemlig partiformand og kunstmaler Knudaage Larsen, maskinarbejder Hans Nedergaard, maskinarbejder Svend Hansen og kassereren Petra Petersen. Sidstnævnte blev først taget hen på aftenen og afhørt på politistationen, hvor hun spillede meget naiv. Efter forhøret blev hun ført til byens arrest, mens de andre blev sendt til interneringslejren i Horserød.

Arrestationerne kom overrumplende, men byens kommunister fik snart en ny ledelse stablet på benene, så arbejdet kunne gå videre. Medlemskartoteket blev skaffet af vejen og anbragt på Åløkkeskolen af lærer Aksel E. Andersen – der i øvrigt var bror til Petra Petersen.

Hun og et par andre blev løsladt igen efter godt tre uger, og reorganiseringen af partiorganisationen tog hurtigt form. Nu blot som illegalt arbejde. De første illegale blade nåede til Odense fra hovedstaden i sensommeren og blev omdelt på byens arbejdspladser, og de første tilløb til egentlig sabotage – gennemført af en lokal kommunistgruppe – kom i eftersommeren 1942.

Kommunisternes lokalformand, kunstmaleren Knudaage Larsen lavede efter krigen dette maleri af Walthergruppen, der var en kommunistisk modstandsgruppe. Fra venstre ses Ivan Nielsen, Alfred Lunde (“Albert”), Erik Olsen (“Walther”), Hugo Hansen (gik over til Gestapo), Edmund Kjeldsen, Alf Møller, Erik Giersing, Normann, Rasmussen (“Nolle”), Kristian Hansen (“Hever”) og Poul Andreasen (“Dress”) (Stadsarkivet).

De kommunister, der var arresteret, sad i første omgang interneret i Horserødlejren. Men da samarbejdspolitikken i august 1943 brød sammen, overtog tyskerne kontrollen med lejren. Under den tumultariske overgang nåede 90 af fangerne at flygte.

De resterende 150 kommunister blev sendt i koncentrationslejr – 143 mænd og 7 kvinder – sammen med de danske jøder, som ikke nåede til Sverige. Det var i oktober 1943. De blev transporteret til Polen på et stort skib, hvor de sad tæt pakket i lastrummet. De jødiske fanger blev sendt videre til Theresienstadt, mens kommunisterne i lukkede kreaturvogne blev ført til koncentrationslejren Stutthof nær Gdansk.

Samlet døde 13 odenseanske kommunister som følge af krigen. Nogle døde under modstandskampen, andre som fanger i koncentrationslejre eller fængsler. En enkelt døde i Sverige, efter at han var nået til Sverige med de hvide busser, mens f.eks. Ivan Adriansen forsvandt, da han sammen med andre kz-fanger blev tvunget ud på en af de såkaldte dødsmarcher.