Bedrageri på rådhuset

b0001897d

Odense Rådhus som det så ud, da byens kæmner ved Jens Georg Villumsen. Rådhuset havde front ud mod Vestergade indtil 1880, hvor det nyopførte Rådhus fik facade mod Flakhaven. Billedet er taget kort før det gamle rådhus blev revet ned i 1880 (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Den 18. februar 1882 skælvede Odenses kommunale administration i sin grundvold. Byens kæmner, exam.jur. Jens Georg Villumsen (f. 1829) blev ved et kasseeftersyn taget i bedrageri, og den konstaterede kassemangel udgjorde lige knap 12.000 kr. – nogenlunde svarende til 20 årslønninger for en almindelig arbejder. Men hvordan kunne det komme så vidt?

Jens Georg Villumsen var blevet juridisk uddannet i sin pure ungdom og havde blandt andet været politiassistent i Odense, da han i 1874 blev foretrukket blandt ni ansøgere til kæmnerstillingen. Han fik samtidig lov til at fortsætte som regnskabsfører på tvangsarbejdsanstalten i Klaregade, hvor han boede huslejefrit.

I 1878 kom Villumsen første gang i søgelyset. Den 3. januar om morgenen meddelte han borgmesteren, at et pengebrev med 5.340 kr., som han aftenen forinden havde lagt til tørre på kæmnerkontorets kakkelovn (!), i nattens løb var brændt og indholdet nærmest fortæret af ilden. Borgmester Koch suspenderede straks kæmneren fra dennes stilling. En grundig undersøgelse tydede imidlertid på, at der var tale om en uforsigtighed, og da byens tab kunne dækkes af den kaution, Villumsen havde måttet stille med ved sin tiltræden, fik han efter få dage lov til at genoptage sin kommunale virksomhed. Han fik dog en alvorlig irettesættelse.

b0004448d

Stadsarkivet har intet foto af Jens Georg Villumsen, men hans efterfølger kancelliråd H. J. Høybye ses her (Stadsarkivet).

Helt anderledes alvorligt blev det fire år senere. Den store kassemangel førte til en øjeblikkelig arrestation af Villumsen, der straks tilstod sit bedrageri. Han blev fyret på gråt papir, men også denne gang kunne tabet dækkes gennem kautionen fra Diskontokassen samt en privat indbetaling. Tre dage senere blev amtsstuefuldmægtig H.T. Høybye af byrådet ansat som Villumsens efterfølger uden opslag!

Syv måneder efter bedrageriet var konstateret, var politiundersøgelsen færdig, og Villumsen blev ved underretten idømt seks måneders ubetinget fængsel. Hele den afsagte dom blev trykt i avisen, så det var ikke så underligt, at Villumsen forsvandt fra byen, da straffen var udstået. Han døde i 1893, vistnok som gasværksassistent, i København.

Af dommen fremgår det, hvordan bedrageriet var foregået – og hvordan det havde udviklet sig over tid. To gange havde han øjensynlig indbetalt, hvad han skyldte, men hver gang ”faldt han i” igen. Kommunens kasse bestod dengang af mange forskellige kasser, der ikke blev opgjort samtidig, og da gennemsynet af kasseregnskaberne ikke nødvendigvis havde været ført helt op til dagen for revisionen, gav den store pengegennemstrømning i de mange kasser flere muligheder for, at bedrageriet kunne fortsætte upåagtet. Da dommen forelå, skiftede Odense Kommune over til et helt anderledes kontrolsystem efter københavnsk forbillede.

Det forblev en gåde, hvad der lå bag bedragerierne. Villumsen havde en god løn, men han havde også haft store private udgifter som følge af sygdom i familien. Man mente imidlertid ikke, at der var tale om ”forbryderisk tilbøjelighed”, snarere om letsindighed, en svag karakter og en tiltagende sløvhed. Flere vidner havde direkte sagt, at han kun var ”lidet skikket til at være kæmner, fordi han manglede den fornødne ordenssans og nøjagtighed til at omgås med penge og regnskaber”.