Befrielse og hævntørst

Tegning -Tyske soldater går med danske piger
Da de tyske soldater forlod Odense, fandt man denne tegning på væggen i Albanigade (Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Odense var befriet. Der var atter fred her til lands … eller var der? Knapt havde frihedsbudskabet lydt, før opgøret mod dem, der havde hjulpet den tyske besættelsesmagt begyndte. Nu skulle der ryddes op og renses ud – og hævntørsten var stor. Da Gallup i juni 1945 spurgte danskerne, hvad man mente om straf, var der stor tilslutning til dødsstraf til stikkere og folk, der havde arbejdet for og hjulpet tyskerne, uanset om dødsstraffen var fjernet fra den borgerlige straffelov i 1930 og først nu blev genindført med tilbagevirkende kraft. Enkelte mente sågar, at også danske kvinder, der havde haft et forhold til tyske soldater, skulle straffes med døden. Andre så mildere på kvinderne og talte for, at de skulle gå fri.

Forud for befrielsen havde modstandsbevægelsen lavet udførlige lister over personer, der skulle arresteres, når krigen var endt. På listerne stod også flere tyskerpiger. Historikeren Anette Warring har regnet sig frem til, at det i Odense var 13 procent af alle, der blev arresteret efter befrielsen, som var tyskerpiger. I Aarhus var tallet 3 procent. I Lemvig kom det derimod helt op på 28 procent.

Foragten for tyskerpigerne var dog overvældende. I juni 1945 skrev Fyens Stiftstidende f.eks.: ”Alle ordentlige danskere har set med dyb foragt på de piger, der drev omgang med værnemagten som feltmadrasser, samtidig med, at normale danske mænd og kvinder undgik ethvert samkvem med tyskere i det besatte Danmark og viste dem en kulde, der for resten irriterede tyskerne endnu mere end de direkte angreb, de var udsat for i andre besatte lande”. Men meningerne om straffen for tyskerpiger var som nævnt meget delte, og generelt så kvinderne hårdere på feltmadrasserne end mændene.

Ikke mindst efter befrielsen blev tyskerpigerne fordomsfuldt betragtet som promiskuøse, dumme, grimme og socialt dårligt stillede. I 1946 udgav lægen Grethe Hartmann en medicinsk-psykologisk undersøgelse af et stort antal tyskerpiger, og hun kom til det resultat, at mange af dem var psykiske ”undermålere” eller stammede fra dårlige hjem. Et mindre antal af pigerne forklarede, at de havde ”sympatier for tyskerne”, men de fleste ville lige så gerne være kommet sammen med en hvilken som helst anden nations soldater. Konklusionen var derfor, at pigerne havde en eller anden form for brist.

I månederne efter befrielsen fortsatte Modstandsbevægelsens Efterretningstjeneste med at indsamle og opspore personer, der modarbejdede modstandsbevægelsen, eller personer, der var gået tyskernes ærinde. Det gjaldt f.eks. tyskerpigerne. Sidste år modtog Stadsarkivet en aflevering af nogle optegnelser om tyskerpiger. Papirerne var netop en del af efterretningstjenestens arbejde. Om en kvinde hed det f.eks.: ”Hun er selv en ondartet feltmadras, der har fået et barn med en tysker. Hun har efter fleres udsagn været smittet”. Om en anden hed det, at hun gik meget med tyskere og var kommet i Deutsches Haus, og ”Nu går hun med englændere”.