1. maj demonstration

 

b0040496

Murerarbejdsmænd på Albani Torv klar til 1. maj demonstration. I baggrunden ses Industripalæet, symbolet på byens erhvervsliv. Billedet er fra først i 1930’erne. (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet)

 

Amerikanerne valgte den 1. maj

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Valborgs dag – eller 1. maj – var tidligere en festdag, hvor man fejrede forårets komme. Engang var dagen også en af årets to flyttedage. Men dagen er nok mest kendt som arbejdernes internationale kampdag.

Allerede i 1871 forsøgte den spæde fagbevægelse at få fodfæste i Odense, men en alternativ arbejderforening, der var støttet af arbejdsgiverne, stak en kæp i hjulet, og derfor gik den faglige organisering langsommere i Odense end andre steder. Efterhånden fik arbejderbevægelsen dog kørt konkurrenten ud på et sidespor.

Fagbevægelsen stod snart stærkere både i Danmark og i udlandet, og på 2. Internationales kongres i 1889 enedes man om at opfordre alverdens arbejdere til at demonstrere for en ottetimers arbejdsdag. Amerikanerne havde allerede besluttet at bruge den 1. maj 1890 til demonstrationer, og de europæiske fagforeninger fulgte nu trop.

Den danske arbejderbevægelse var dog delt. Skulle man holde fri hele dagen eller bare noget af dagen? Det endte med, at arbejderne mange steder nedlagde arbejdet fra middag.

Det var De samvirkende Fagforeninger, som stod bag Odenses første 1. maj demonstration i 1890. Byens arbejdsgivere advarede ganske vist arbejderne mod at demonstrere, men demonstreret blev der nu alligevel. I Odense planlagde arbejderne et optog fra centrum til markedspladsen på Heden (Ansgar Anlæg), men det forpurrede politimesteren, der ikke tillod, at arbejderne gik gennem byens gader. Det endte i stedet med, at der blev holdt et eftermiddagsmøde på markedspladsen kl. 17 og en festaften i den odenseanske arbejderbevægelses første forsamlingshus i Kongensgade 51 (populært kaldet Det blå Øje). På markedspladsen var der ifølge Social-Demokraten samlet omkring 1.000 deltagere, mens den konservative Fyens Stiftstidende kun mente, der var 3-400 til stede. Dragonerne og fodfolket stod klar, hvis der var optræk til ballade, men alt forløb roligt, og dagen blev en lille sejr for arbejderbevægelsen.

Kort efter begyndte diskussionen om, hvorvidt demonstrationen skulle gentages. I Odense var der ingen tvivl. Fællesorganisationen ville også i fremtiden bruge 1. maj til demonstrationer, der markerede arbejdernes utilfredshed med forholdene. Møderne blev dog i begyndelsen holdt den første søndag i maj eller Store Bededag, altså når arbejderne alligevel havde fri.

Fra 1897 rykkede 1. maj demonstrationen til Fruens Bøge, og i lighed med året før havde arbejderne fået lov at gå i procession gennem byen. Demonstrationerne viste styrke og sammenhold og gav en fælles identitet til arbejderne. Det fortælles, at når arbejderne i de første år gik gennem gaderne i deres bedste tøj, sad borgerskabets damer med hat på og spyttede på de fæle socialister, så der skulle en større renselsesproces til dagen efter.
Efter storlockouten i 1899 indgik arbejdere og arbejdsgivere det såkaldte septemberforlig, der lagde rammerne for fremtidens forhandlinger om løn og arbejdsforhold. Det medvirkede til, at 1. majdemonstrationerne blev både en arbejder- og en folkefest. Den afslappede stemning ved demonstrationerne fik i 1990 avisen til at konkludere, at 1. maj havde udviklet sig fra kampdag til hviledag.