4. maj 1945

 

B0001378

Da befrielsen kom, dukkede modstandsfolkene frem i bybilledet med de karakteristiske armbind (i manglen på uniformer). Det viste sig, at langt de fleste var unge mennesker som denne gruppe teknikumstuderende, der blev fotograferet på Flakhaven. (Nørmark fot., Stadsarkivet)

 

Da folk var helt vilde

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

”I dette øjeblik meddeles det, at Montgomery har oplyst, at de tyske tropper i Holland, Nordvesttyskland og i Danmark har overgivet sig”. Med disse ord i BBC’s danske radioavis erfarede titusinder af odenseanere den 4. maj 1945, at den længe ventede befrielse stod for døren. Budskabet kom midt inde i en udsendelse, og det havde været ventet i dagevis, mens de britiske tropper hurtigt vandt frem i det nordlige Tyskland.

Reaktionerne udeblev da heller ikke. De forhadte mørklægningsgardiner blev revet ned eller trukket op, og folk styrtede simpelthen ud i gaderne. Snart havde mange også sat lys i vinduerne – nu skulle modsætningen til fem års afsavn og indelukkethed markeres.

En af de mange, der deltog i festlighederne, var en ung teknikumstuderende, H.P. Mørch-Pedersen, som et par dage senere skrev hjem til sine forældre om oplevelserne: ”… fem-seks minutter efter vi havde hørt det i radioen, var gaderne fulde af mennesker, glade, råbende og syngende gik vi gennem gaderne og samledes på de forskellige store åbne pladser, hvor vi sang nationalsangen. Alle var vi udstyret med store dannebrogsflag … Alle statuerne blev udstyret med flag, og folk smed deres hatte højt i vejret, uden at bekymre sig om hvor de blev af. Men naturligvis kunne Hipo ikke dy sig, der var en del skyderi i gaderne, og vi pilede hjem hurtigst muligt”.

En ung lærer, Axel Nyholm, fortalte ligeledes sine forældre om aftenens oplevelser – blandt andet om, da han sammen med sine bekendte havde mødt en tysk vagt ved en viadukt: ”Han var omringet af mennesker, og han var lige så glad som alle andre”. Og en af de tyske besættere konstaterede tørt, at folk var helt vilde.

Fyns Tidende kunne hertil berette om et bølgende hav af glade mennesker og viftende dannebrogsflag og konstaterede, at denne aften behøvede man ingen forsanger. Kong Christian og Der er et yndigt land tonede mod aftenhimlen som aldrig før. Skyderierne den 4. maj fik dog – så vidt vides – ingen alvorligere konsekvenser, og modstandsbevægelsens folk kunne uhindret sætte gang i det forberedte arbejde. Fynsledelsen og byledelsen opslog deres hovedkvarter i Sukkergården i Frederiksgade og gik i gang med forberedelserne til de følgende dages arrestationer af folk, der havde hjulpet besættelsesmagten.

På tysk side var forvirringen iøjnefaldende. Der manglede efterretninger, og først ved midnatstid indså man endeligt, at det hele var slut. I nattens løb stak Gestapos folk af fra det midlertidige hovedkvarter, man havde indrettet på Grand Hotel, da Husmandsskolen var blevet bombet sønder og sammen nogle uger tidligere. Flugten skete under beskydning fra modstandsfolks side og krævede befrielsens første dødsoffer i Odense, da en af Gestapofolkene blev dræbt, men den følgende eftermiddag blev det hele meget værre. Kampe flere steder i byen krævede mindst 26 dødsofre, heraf tre tyske, 10 modstandsfolk og 13 civile – desværre flere steder som resultat af modstandsfolkenes manglende militære træning.