Bombeattentat mod rådhuset

 

b0052891

Efter sprængningen af en bombe uden for rådhuset den 3. marts 1944 bar bygningen den følgende dag stærkt præg af skaderne. (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet)

 

Bombeattentat mod rådhuset

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

I lang tid troede vi, at dette billede og flere andre fra samme serie stammede fra den 19. september 1944, da tyskerne satte det danske politi fra bestillingen og efterfølgende sendte 2.000 betjente i koncentrationslejr. Men så opdagede en af vore kolleger, at der på et af billederne var en dansk politibetjent i uniform, så det kunne ikke passe. Nærmere undersøgelser har vist, at billedet i stedet er fra 4. marts 1944, hvor der den foregående aften havde været en voldsom eksplosion på Flakhaven.

Bombeattentatet var rettet mod politistationen, der lå i hjørnet af rådhuset, hvor der i dag er restaurant. To reservepolitibetjente, Helmuth Sundby Nielsen og Charles Børge Johansen, der begge stod vagt, blev slynget om på stenbroen og alvorligt kvæstet. De blødte kraftigt, og deres tøj var mere eller mindre flået af dem, så stykker af deres tøj lå spredt ud over Flakhaven. Johansen døde senere på sygehuset, mens Sundby Nielsen overlevede attentatet.

Der var mange mennesker på Flakhaven, da attentatet fandt sted kl. ca. 22.30. Biograferne havde vist den sidste film, og folk var på vej hjem med busserne. Eksplosionen vakte selvsagt en voldsom forskrækkelse, men det var mærkeligt nok kun de to betjente, der kom til skade. Folk skreg og råbte, og mange kastede sig ned på jorden. Alt var kaos.

Døren til politistationen var raseret, og indenfor blev flere betjente slynget ned af deres stole af den kraftige trykbølge. Ingen kom dog alvorligt til skade. Det samme kunne man ikke sige om rådhuset, der ligesom flere omkringliggende ejendomme fik smadret en masse ruder. Også rådhusuret fik store huller i skiven.

Under retsopgøret efter krigen kom det frem, at det var den berygtede Petergruppe – en tysk-dansk terrorgruppe – der havde gennemført attentatet, som ikke var nøjere planlagt.

Gruppen var kommet til byen for at tage hævn for mordet på likvideringen af en kendt odenseansk nazist den 1. marts. De havde fået ordre på at dræbe tre udvalgte personer, men det lykkedes ikke. For at bøde på fiaskoen fostrede man – nærmest i panik – den idé, at der skulle smides en bombe foran politistationen for på den måde at give politiet en advarsel. Ingen skulle dog slås ihjel, blandt andet fordi en lokal Gestapoleder havde udtalt, at man i Odense havde et udmærket forhold til politiet.

Der blev i hast fremskaffet en nedkastet engelsk bombe fra et tysk depot, og fire medlemmer af Petergruppen kørte fra Husmandsskolen i en sort Opel. Bilen blev parkeret ved Flakhaven, og to personer sprang ud. Nogen tid gik de frem og tilbage ved politistationen med bomben gemt under frakken. Bomben skulle kastes, når de to patruljerende betjente var væk, men pludselig blev bomben kastet på trods af ordren og ramte betjentene.

Attentatet gav rystelser længe efter. Odenseanernes medfølelse gjaldt ikke mindst politibetjentens enke, der sad tilbage med halvanden måned gamle tvillinger. En indsamling gav penge til familien, men kunne selvfølgelig ikke erstatte tabet.