Dronning Elisabeths indflytning

 

IMG_0845

Dronning Elisabeth er med på fodstykket til Claus Bergs altertavle i Skt. Knuds Kirke. Her ses hun i midten mellem sin svigermor, dronning Christine (til venstre) og prinsesse Elisabeth, der var søster til kong Christian 2. (Stadsarkivet).

 

Dronningen flytter ind

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

I Skt. Knuds Kirke findes de jordiske rester af fire konger, tre dronninger og flere kongebørn, og kirken er dermed en af de danske kirker, der rummer flest kongelige grave. Men ingen af de omtalte kongelige blev oprindelig begravet i domkirken. De er alle flyttet til senere. Den sidste kongelige, der blev gravlagt i domkirken, var dronning Elisabeth, Christian 2.s hustru.

Elisabeth stammede fra en af Europas mest indflydelsesrige fyrsteslægter, Habsburgerne. Hendes bror var den magtfulde kejser Karl 5. Den blot 14-årige pige ankom til Danmark i sommeren 1515 for at blive gift med den meget ældre konge (barnebrude!). Ægteskabet handlede ikke om kærlighed, men om magtpolitik og en gigantisk medgift. Dronningens vigtigste opgave var at levere arvinger – hvad hun gjorde, selv om Christian 2. i begyndelsen også havde en elskerinde, Dyveke.

Kongeparret måtte i 1523 flygte til Nederlandene efter et adeligt oprør. Elisabeth, der selv var opvokset i Nederlandene, døde imidlertid den 19. januar 1526, kun 24 år gammel, og blev begravet i Gent. Den afsatte konge rejste efterfølgende tilbage til Danmark for at genvinde sin kongemagt, men det mislykkedes, og Christian 2. endte sine dage i fangenskab. Efter sin død i 1559 blev han efter eget ønske begravet ved sine forældre i Gråbrødre Klosterkirke i Odense.

Ægteparret lå adskilt i århundreder, men efter domkirkens restaurering omkring 1870 opstod den tanke at få dronning Elisabeths og sønnen, prins Hans’ jordiske rester flyttet fra Skt. Peters Klosterkirke i Gent til Odense. Da finansmanden C.F. Tietgen gik ind i sagen og tilbød selv at betale transporten, lykkedes det hurtigt at få tilladelse til flytningen.

I foråret 1883 blev dronningens og prinsens kister gravet op og ligene lagt i en ny kiste. Da kisterne ankom til København med båd, var der tilsyneladende ikke truffet rigtige forberedelser, og kisten blev transporteret på en almindelig møbelvogn, trukket af et par havnearbejdere. Det vakte nogen forundring, og sagen blev fyldigt omtalt i pressen. Så da kisten senere fortsatte sin færd mod Odense, var den indsvøbt i Dannebrog og blev transporteret til havnen i en kongelig rustvogn.

Den 14. juni kom kanonbåden Hauch til Odense Havn, hvor en større flok mennesker var samlet. Seks dragoner og fodfolk eskorterede ligvognen med egetræskisten fra havnen til domkirken, hvor kisterne blev anbragt i krypten. På offentlige bygninger blev der flaget på halv, og nogle steder var der strøet grønt på gaderne.

De jordiske rester blev i Odense taget ud af kisten, og det viste sig, at næsten alle knogler var bevaret – blot manglede hænderne. Forklaringen var nok den, at de havde båret ringe og var forsvundet ved gravrøverier. Knoglerne blev siden lagt i to blykister, som 10. oktober blev nedsat i hver sin murede grav i krypten. Dronningen var endelig bisat, mens byens skoler holdt fri, og alle byens kirkeklokker bimlede. Om eftermiddagen var der middag på rådhuset, blandt andet for etatsråd Tietgen.