Fastelavn

 

B0100708

Fastelavnsoptog i Korup og Ubberud var endnu i 1930’erne og 1940’erne almindelige. Her er fastelavnsrytterne – hvor både rytter og hest er pyntet – samlet foran Slukefter Kro, ca. 1940. (Stadsarkivet)

 

 

Fastelavn er mit navn

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Fastelavn er mit navn, boller vil jeg have … Hvert år til fastelavn forstyrres mange odenseanere midt i deres gøremål, når en flok udklædte unger forsøger at lokke lidt slik og penge ud af de voksne.

Fastelavn er en tudsegammel skik, der har rødder i den katolske faste, der varede i 40 dage. Her måtte man ikke spise kød. Helt sultne behøvede folk nu ikke at gå i seng, for kirken havde viseligt besluttet, at fisk ikke var kød. Derfor blev der spist store mængder af blandt andet saltet sild. Før fasten gjaldt det om at tage for sig af alle retterne, der snart blev forbudt, og så opstod fastelavnen, der også var en slags ventil, hvor verden blev vendt på hovedet, og hvor de almindelige normer ikke gjaldt.

En lang række traditioner og løjer var knyttet til fastelavn. I 1800-tallet havde mange landsbyer omkring Odense endnu fastelavnsridning på programmet. Kirken havde for længst opgivet fasten, men fastelavnsløjerne overlevede, selv om ingen længere havde behov for at rase ud før fasten.

Om fastelavnsfesten i Fangel – der sikkert lignede mange andre landsbyers – fortælles det, at landsbyens karle til lejligheden var pyntet med røde og hvide bånd og red i optog fra gård til gård. I front red “kongen”, der var den fineste. Det brogede optog talte også en nar, der blev sendt i forvejen for at melde optogets ankomst. Når optoget kom ind på gårdspladsen, kom gårdmanden ud. Der blev holdt taler, og kvinderne bød på kage og vin. Kassereren fik en skærv til gildet om aftenen, og under tak og hurraråb drog fastelavnsfølget videre til næste gård.

De mange fastelavnsløjer faldt dog ikke i alles smag. Det gjaldt f.eks. lærer Daniel Hansenmeyer på Brændekilde Skole. I 1887 klagede flere forældre over lærer Hansenmeyer og beskyldte ham for at have mishandlet børnene. Sagen begyndte, efter at han nægtede skolebørnene fri, så de kunne ”gå fastelavn om mandagen”. Læreren holdt på, at det aldrig havde været skik at give børnene skolefri til den slags. Alligevel mødte flere børn ikke op og var ”endog frække nok til flere gange at passere forbi skolen i deres optog under skoletiden”, skrev lærer Hansenmeyer.

Lærerens ære var krænket, og derfor skulle børnene straffes, og hvert barn fik derfor ”nogle få slag med et tyndt spanskrør på den kødfuldeste del af deres legeme. At straffen ingenlunde var for hård – men vel for mild – fremgår tydeligt deraf, at ingen af de omhandlede børn græd ved afstraffelsen, men at ledvogter N. Olsens søn endog umiddelbart efter både i skolen og i byen pralede med, at han ikke havde følt pryglen”, lød Hansenmeyers udlægning af sagen.

I dag er mange af de gamle fastelavnsskikke ved at gå i glemmebogen, mens nye – knyttet til andre dage og gerne importeret fra USA – er i færd med at vinde indpas.