Folketingsvalg

 

B0058784

Kødannelse ved valgbordene på Tingløkkeskolen i Dalum ved folketingsvalget i november 1966 (Fyens Stiftstidendes pressefotografer, Stadsarkivet).

 

Apropos folketingsvalget

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Som det fremgår af billedet til denne artikel, er der ikke sket revolutionerende ændringer på de fleste odenseanske valgsteder, hvis man sammenligner situationen for 50 år siden med folketingsvalget forleden. Den digitale verden er dog også på dette område undervejs, men det er vist et godt gæt, at der vil gå nogle år, inden personligt fremmøde på valgstederne – og dermed kødannelser – vil kunne undgås helt. Men stregkoder på mange valgkort vidner om, at ændringer er på vej …

Tænker man derimod længere tid tilbage, var valgene i Odense – og alle andre steder i landet – meget anderledes end i dag. Først og fremmest var det en langt mere begrænset kreds, der i det hele taget havde adgang til at stemme i de første årtier efter indførelsen af den første danske grundlov i 1849.

Kvinderne var således helt udelukkede fra at stemme ved valgene til Rigsdagen indtil 1918. Og det var også noget af et handicap at være yngre, for valgretsalderen var i begyndelsen 30 år, men den er siden i flere omgange blevet nedsat til 18 år. Derudover var der populært sagt også begrænsninger for fattige, fallenter, fjollede og folkehold: Man skulle med andre ord eje noget og have betalt skat, man måtte ikke være mere eller mindre utilregnelig, og man måtte ikke stå i et tjenesteforhold, dvs. være tyende hos andre. Alle disse begrænsninger er nu afskaffet, men de sidste af dem for mindre end 50 år siden!

Hemmelig afstemning, som vi kender det i dag, slog først igennem for godt og vel 100 år siden – og da byfoged og senere borgmester G. Koch f.eks. i 1869 blev valgt til Folketinget med 807 stemmer mod 528 stemmer til modkandidaten, foregik valghandlingen faktisk ude på Flakhaven. Der var man – efter en kamp med valgbestyrelsen – flyttet ud, da det havde vist sig, at der ikke var plads til alle dem, der ville deltage i den offentlige valghandling i det valgte lokale – og det var endda kun ca. 40 % af de stemmeberettigede, der mødte frem.

Endelig hører det med i billedet, at Odenseområdet indtil 1894 var én valgkreds. Så blev byen delt i to kredse, og en tredje kreds er siden kommet til, og Odensekredsenes geografiske afgrænsning har ikke altid fulgt kommunegrænsen. Der er i øvrigt også kommet flere valgsteder end tidligere.

Frem til 1918 var valgmåden – ligesom i det øvrige land – flertalsvalg i enkeltmandskredse, så den kandidat, der fik flest stemmer, simpelt hen var valgt. Alle andre stemmer gik til spilde. Men fra og med 1920 har valgopgørelsen stort set fundet sted som nu, så alle de stemmer et parti og dets kandidater får, også regnes med ved den endelige afgørelse af valget. Forholdstalsvalgmåden afspejler dermed – set for landet under ét – bedst muligt vælgernes dom.