Fri abort

 

B0051224

Fra før den fri aborts tid: Distriktsjordemoder Olivia Fraugde i Bellinge bringer i 1953 et nyt barn til verden – hun dækkede syv sogne og hjalp hvert år ca. 100 gravide med fødslen (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

40 år med fri abort

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

I 2013 var 40 år siden, at loven om fri abort blev vedtaget. Det var et kontroversielt emne, der også blev diskuteret lokalt mange år før den nye lov.

Abort blev i ældre tid straffet med døden. Indgreb i svangerskabet blev set som overlagt mord og blev straffet som sådan. I 1866 fik Danmark en ny straffelov. Den sløjfede dødsstraffen for at afbryde en graviditet og indførte i stedet fængselsstraf i op til otte år. Denne straframme blev i 1930 nedsat til to år. Staten kunne dog ikke få bugt med de mange illegale aborter, og derfor lavede man i 1937 en svangerskabslov. Den skulle hjælpe dårligt stillede kvinder igennem en graviditet, så de ikke blev fristet af en abort. Samtidig blev Mødrehjælpen grundlagt og fik også en lokal aflægger. Og nu blev der mulighed for abort, hvis den gravide kvindes helbred var i alvorlig fare, hvis fosteret var arveligt belastet, eller hvis kvinden var blevet gravid på grund af en voldtægt.

I 1950’erne kørte abortdebatten på fuldt blus. Dansk Kvindesamfund i Odense holdt i 1950 et offentligt diskussionsmøde om emnet. Ét forslag handlede om en familierådsklinik, der kunne oplyse om prævention og andet. Læge Elin Sodemann fra Odense holdt på, at aborter ikke blev forhindret ved forbud. Der burde i stedet satses på bedre seksualoplysning for børn og unge. Og så mente hun, at der var brug for en holdningsændring. Det burde ikke opfattes som skamfuldt at være enlig mor. De unge piger burde kunne føde deres barn uden at være nødt til at gifte sig med faderen.

I 1956 blev svangerskabsloven revideret, men uden større succes. Den holdningsændring, som Elin Sodemann havde efterlyst i 1950, var dog på vej. Mødrehjælpen i Odense fortalte i 1960, at det nu blandt forældre blev opfattet som mindre skamfuldt, hvis deres datter blev gravid uden for ægteskab, og derfor beholdt flere unge kvinder nu barnet.

Snart kom der gang i oplysningskampagnerne, da en undersøgelse afslørede, at kendskabet til prævention var forbavsende ringe. I 1950’erne oplyste Odenses skoledirektør sågar, at en pige på 19 år troede, at man kunne blive gravid af at blive kysset! På landsplan blev der i 1964 gennemført cirka 15.000 aborter, og godt 4.000 af dem var illegale.

Alt imens abortdiskussionen kørte i højeste gear, fremsatte SF i 1967 et forslag om fri abort. Formanden for Dansk Kvindesamfund i Odense, Else Bille Christensen, der selv var mor til fem børn, udtalte i den forbindelse, at hun egentlig ikke gik ind for abort, men hun var også imod ulovlige aborter. I valget mellem to onder valgte hun den fri abort. Men først i 1973 blev der enighed om et lovforslag om fri abort, og loven blev vedtaget – kort før jordskredsvalget, der blandt andet sikrede Kristeligt Folkeparti sæde i Folketinget. Dermed sluttede debatten om fri abort dog ikke.