Hullet i jorden

 

b0060988

Kunstneren Sven Dalsgaard ved det omdiskuterede hul i jorden, han bidrog med til skulpturudstillingen i Eventyrhaven i 1967 (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Hul i jorden – men ikke i hovedet?

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Det var byens stadsgartner, Axel Thomsen, der i 1961 fik ideen til skulpturudstillingen Skulptur i Eventyrhaven. I 1967 var der godt 150 skulpturer udstillet i Eventyrhaven og i Rådhushallen. De 28 kunstnerne var alle danske. Nogle er for længst gået i glemmebogen, mens andre stadig huskes. De fleste deltog med store arbejder i Eventyrhaven og med mindre i Rådhushallen.

Udstillingen viste alt fra Mogens Bøggilds naturalisme til Flemming Rosenfalcks abstrakte værk, der uheldigvis blev hængt forkert op, da ingen kunne se, hvad der var op og ned. Det blev dog kunstneren og digteren Sven Dalsgaard (1914-99), der kom til at trække de største overskrifter. Allerede dagen efter åbningen bragte Fyens Stiftstidende på forsiden et fotografi af kunstneren ved sit værk og overskriften Et hul i jorden. Avisen undrede sig over, hvordan Dalsgaards værk var havnet på udstillingen. Han var kendt som en af tidens provoer, hvis kunst mest bestod af besynderlige påfund. Det, som optog Dalsgaard, var selve ideen bag værket mere end materialer og metode. Og hans medvirken ved udstillingen i Odense var ingen undtagelse. Tværtimod.

Kunstværket bestod af et svært, blåmalet stakit af træ omkring et meterdybt, firkantet hul i jorden, og hullet var indrammet af en kant af gasbetonsten. Kunstværket stod ved indgangen til Eventyrhaven – ikke langt fra statuen af Knud den Hellige ved rådhuset. Avisen kunne fortælle, at en mand kom hen til billedhuggeren, mens arbejdet stod på og spurgte: Hvad er det? Et hul i jorden, lød svaret. Det kan man sågu da forstå i modsætning til alt det abstrakte møg dernede. Manden gjorde et kast med hovedet ad åen og rotunden til.

Om sit kunstværk forklarede Dalsgaard, at det var en skulptur, som ikke ragede opad, men nedad. Han kaldte værket for ”Det indvendige af Odense”, og på spørgsmålet om, hvad man fik ud af at betragte det, svarede han: Tjah, det står og falder med de tanker, der melder sig, når man står og kikker ned i hullet.

Kunstneren hævdede hårdnakket, at hullet ikke var ment ironisk. Det var derimod poetisk. ”Det er en alvorlig sag at være kunstner. Jeg har her, som tidligere, villet lave en usædvanlig ting, en ting, som skal endevendes, før alle muligheder er prøvet i tilegnelsen af den”, fortalte kunstneren. Det var ikke et kunstværk, som man skulle se op til, men derimod fordybe sig i.

Mon ikke kunstneren alligevel lavede lidt grin med borgermusikken, og mon ikke hullet var en kommentar til det Odense, der var gravet op på kryds og tværs i forbindelse med anlæggelsen af Thomas B. Thriges Gade? Provokationen blev i hvert fald livligt diskuteret.