Hvid jul

 

B0000454

Vinterbillede fra Odense Havn ved havnetoldboden tidligt i 1900-tallet. (Stadsarkivet)

 

Hvid jul i 1923

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Hvid jul? For meteorologerne er det hvid jul, når mindst 90 % af Danmark er dækket af sne juleaften om eftermiddagen. Og det er ikke nok med bare et lille drys sne. Der skal være mere end en ½ cm sne, men til gengæld behøver sneen ikke at være faldet samme dag.

Definitionen betyder, at der kun har været hvid jul syv gange siden år 1900 – eller ca. hvert 14. år – nemlig i 1915, 1923, 1938, 1956, 1969, 1981 og 1995. Og hvem ved 2009?

Romantikernes ønske om hvid jul blev altså efterkommet i 1923, hvor en hvid snedyne lagde sig over store dele af landet selve juleaften. Synderlig romantisk var det nu ikke. Der var nemlig tale om en forrygende snestorm, der skabte kaos og ødelæggelser, og avisen måtte konstatere, at ”julen blev hvid, så det var for meget af det gode”.

Allerede da julefreden begyndte at præge Odense, svævede de første snefnug gennem luften. I begyndelsen dalede de stille og roligt, men hen på eftermiddagen blæste det voldsomt op. Sneen piskede folk i ansigterne, når de kæmpede sig gennem snedriverne for at nå julegudstjenesten. Det frøs adskillige grader, og det var svært at komme rundt i byen. Byens taxaer måtte for en stor dels vedkommende melde pas. Mange biler sad fast i sneen eller var væltet, så de måtte graves fri. Isenkræmmer Larsens forretningsrude ved Asylgade blev slået ud, da to biler stødte sammen i det glatte føre. Også jernbanetrafikken måtte indstilles, da sporskifterne sneede til. Eksprestoget fra Sjælland kørte fast ved Holmstrup julemorgen, og det måtte skovles fri.

På Odense Kanal kæmpede Odenseskipperen Jacob Larsen for at holde sit dampskib, Cæsar, oven vande. Han var på vej fra Fakse til Odense med kalksten. Ved Gabet blev båden taget på slæb ind til havnen af bugserbåden Fremad, men undervejs sprang skibet læk, så der blev pumpet hele vejen ind. Den 64-årige søulk var ikke helt rask, og kampen mod vandmasserne i juleaftenstormen tærede hårdt på kræfterne. På havnekajen tog datteren og nogle venner imod den meget forkomne skipper, der kun lige nåede i land, før skibet sank i havnen for hans øjne. Den udmattede og nedslåede skipper måtte føres til sit hjem i Nørrevænget og blev bragt i seng. Men strabadserne havde været for meget for ham, og han døde kort efter af et hjerteslag.

Næste morgen vågnede byen op til et snedækket landskab. Sporvognene kom hurtigt i gang igen. Bilerne snurrede på ny gennem byens gader, og snemasserne blev snart forvandlet til et sølet ælte.