Tyskere under 1. verdenskrig

 

b0015077

Internerede tyske soldater på kasernen på Sdr. Boulevard under 1. verdenskrig (Stadsarkivet).

 

Fuglen er fløjet

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Den 11. november 1918 sluttede 1. verdenskrig, og i 2018 blev 100-året for afslutningen af 1. verdenskrig markeret mange steder, også i Danmark, selv om vi ikke direkte var involveret i krigen – bortset fra de mange tusinde sønderjyder, der måtte kæmpe på tysk side.

Som neutral var Danmark forpligtet til at internere de krigsførende magters soldater, hvis de blev antruffet på dansk område, og på kasernen på Sdr. Boulevard måtte man blandt andet skaffe plads til forulykkede besætninger fra fly og luftskibe. Det var ikke noget, byrådet så på med milde øjne, for det betød samtidig, at der skulle indkvarteres flere danske soldater uden for kaserneområdet.

I december 1914 kom den første tysker til kasernen – en pilot, hvis fly var forulykket på Fanø. Kort tid senere gik det galt for to tyske luftskibe ved vestkysten, og derfor sad der i sommeren 1915 i alt 23 tyske ”flyvere” interneret, 19 underofficerer og en menig på 2. sal i den såkaldte vinterkaserne, mens der på 1. sal var skaffet plads til tre tyske officerer, der havde hver sit soveværelse og en fælles dagligstue. Her var ikke tale om krigsfanger, kun om internerede, og de tyske befalingsmænd kunne endda få lov at forlade kaserneområdet, hvis de gav deres æresord på, at de ikke ville flygte.

Regimentets soldater holdt vagt, men da vagten den 1. august 1915 gik ind for at vække den ene af officererne, Paul Puzicha, fandt han kun en tøjdukke lavet af håndklæder og et uldent tæppe i sengen. Der blev straks slået alarm.

Ingen havde øjensynlig set den 37-årige flyver, siden han om aftenen havde fået sin aftensmad bragt ind på værelset. Puzicha blev beskrevet som en indesluttet natur, der var blevet meget fortørnet over, at der var sket en række indskrænkninger, efter at tre underofficerer havde forsøgt at slippe bort. Bevægelsesfriheden blev gjort mindre, og det samme gjaldt retten til at modtage besøg.

Puzicha boede på 1. sal, og herfra var det næppe muligt at springe ud ad vinduet. Derfor var det lidt af et mysterium, hvordan han var sluppet ud. Forskellige teorier florerede i pressen. Socialdemokratiet gik dengang ind for afrustning, og Fyns Social-Demokrat tegnede derfor – ikke overraskende – et mildt sagt kritisk billede af den åbenbart noget lemfældige overvågning af de internerede på kasernen. Avisen mente, at Puzicha nok var rejst til Tyskland sammen med et orkester, der havde spillet på Folketeatret. Det var taget af sted fra Odense til Hamburg samme nat.

En trafikassistent fra statsbanegården kunne fortælle, at han om natten havde solgt en billet til en mand, der kunne passe til signalementet af Puzicha. Og mon ikke også Puzicha var med toget? I hvert fald modtog en af de internerede tyske flyvere et brev nogle dage senere. Det var sendt fra Puzicha i Hamburg, der sagde farvel til kammeraterne, men ikke oplyste, hvordan han var sluppet væk. Nu var han igen indrulleret i den tyske hær.