Khrusjtjovs besøg i Odense

 

B0063684

Sidste officielle besøg på Fyn var i H.C. Andersens Hus, hvor Khrusjtjov blev modtaget af hyrdinden og skorstensfejeren, kendt fra H.C. Andersens berømte eventyr. Skorstensfejer Christensen fra Rødegårdsvej og fru Stokkebye fra det nærliggende Hans Jensens Stræde havde i dagens anledning påtaget sig de kendte roller. Helt i baggrunden ses blandt andre museumsinspektør Niels Oxenvad, som nogle minutter senere havde æren af at vise gæsterne rundt. (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet)

 

Da Krusse sagde “Njet”

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Det er trods alt sjældent, at en af verdens absolutte ledere kommer til Odense, men det skete i juni 1964, da Sovjetunionens ministerpræsident Nikita Khrusjtjov var på besøg.

Under sit flere dage lange ophold i Danmark var han også en enkelt dag på Fyn, hvor han besøgte landbrugsminister Karl Skytte i Sallinge og forhenværende statsminister Erik Eriksen i Brangstrup ved Ringe samt Dalum Landbrugsskole. Sidst på eftermiddagen kom han i bil til Odense sammen med sit store følge. Her skulle han besøge H.C. Andersens Hus og Odense Rådhus.

 

B0063730

Nikita Khrusjtjov ankommer til Beldringe. (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet)

 

Krusse, som ministerpræsidenten blev kaldt i Danmark – det var trods alt lettere både at udtale og at stave – var på overfladen en rund og godmodig herre, men han havde et gevaldigt temperament. Ældre læsere vil sikkert huske, hvordan han under en debat i FN’s sikkerhedsråd tog en sko af og hamrede den i mødebordet!

I Odensebogen 2018 fortæller Jens Åge Petersen om, hvordan Krusse under dagens besøg på Dalum Landbrugsskole kom op i det røde felt. Måske var det begyndende træthed, måske var det irritation over bedrevidende danskere, der fik de røde blodlegemer til at rulle hurtigere. I hvert fald holdt han en næsten timelang tale, der blandt andet slog fast, at godt nok var de danske svin imponerende, men de sovjetiske svin ville forsvare socialismen og kappes med de kapitalistiske svin. Og på samme måde kunne de socialistiske tyre sagtens konkurrere med de kapitalistiske! Men da hustruen Nina Petrovna rykkede ham diskret i jakkeærmet, faldt han ned igen og fik afsluttet sin tale.

 

B0063736

Borgmester Holger Larsen med borgmesterkæden om halsen ved modtagelsen af den sovjetiske ministerpræsident, Nikita Khrusjtjov (til højre i billedet foran fru Nina), på Odense Rådhus den 18. juni 1964. I midten, med hænderne samlet, Odenses kommunaldirektør, Hugo Mayntzhusen. (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet)

 

Senere besøgte parret Odense Rådhus. Besøget var programsat til 20-25 minutter – den tid, det ville tage at holde et par taler, drikke et glas vin, skrive i byens gæstebog og få et hurtigt kig ind i byrådssalen. Men undervejs skete der noget helt uforudset. Khrusjtjov blev næsten lovformeligt viet af Odenses borgmester, Holger Larsen.

Da den officielle modtagelse var klaret i rådhushallen, tog borgmesteren Krusse og dennes hustru med på en rundvisning sammen med en lille håndfuld embedsmænd og sikkerhedsfolk. Turen endte i bryllupssalen. Øjenvidner fortæller, at borgmester Holger Larsen i højt humør slog sig løs og fik sine gæster placeret i bryllupsstolene. Herefter gik han i gang med bryllupsritualet, som undervejs blev tolket for Nikita og Nina. Da han nåede til det afgørende spørgsmål – om Nikita ville tage Nina til sin hustru – vendte denne sig mod hende og sagde ”Njet”! Alle morede sig kosteligt.

Et år senere fortalte Odenses kommunaldirektør, Hugo Mayntzhusen, om episoden til den russiske kulturminister, Lena Furtzeva, som var på besøg. Hun kunne afsløre den velbevarede hemmelighed, at Nikita og Nina Petrovna slet ikke var gift! Det blev de først i 1965, efter at Nikita Khrusjtjov var blevet sat fra magten.

Bedre sent end aldrig – og godt, at han sagde ”njet”! Historien ville have været knapt så god, hvis han havde sagt ”da”.

 

LÆS MERE:

Odensebogen 2018, artiklen “Frie køer og socialistiske tyre”