Attentatet på Niels Foged

 

B0033489

Adjunkt Niels Foged, der i marts 1944 blev forsøgt myrdet af tyskere og tyskerhåndlangere i sit hjem på Aarestrupsvej – portrætfoto fra 1942. (Stadsarkivet)

 

Attentat på Aarestrupsvej

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Den første stikkerlikvidering i Odense under den tyske besættelse foregik i efteråret 1943, og ud over landet begyndte tyskerne og deres danske håndlangere snart at svare med såkaldte clearingmord, altså gengældelsesaktioner, f.eks. mordet på digterpræsten Kaj Munk i januar 1944.

En ny stikkerlikvidering fandt sted i Odense den 1. marts 1944, da en assurandør blev dødeligt såret i Læssøegade, og tyskernes svar kom hurtigt. Den såkaldte Peter-gruppe, der var oprettet med henblik på hævnaktioner, blev sendt til Odense, og på Husmandsskolen blev gruppen præsenteret for navnene på nogle af dem, man mente kunne være emner for likvideringer. På listen stod blandt andet adjunkt Niels Foged (1906-1990), der siden 1929 havde undervist på Odense Katedralskole.

Han var kendt som tyskfjendtlig og i øvrigt aktiv i Frit Danmarks lokale afdeling. Over middag den 3. marts begyndte Peter-gruppen at holde øje med adjunktens villa på Aarestrupvej 20, og senere ringede et af gruppens medlemmer og udgav sig som boghandler fra byen. Han fik besked om, at Foged først var hjemme omkring kl. 18. Men udefra kunne man se, at der sad en mand ved et skrivebord i stuen, og man antog derfor,

På Husmandsskolen blev det nu hurtigt besluttet at dræbe Foged med det samme. Fem personer tog af sted til Aarestrupsvej. De var alle bevæbnede, og tre gik op til villaen, mens de to andre stod vagt uden for huset. Omkring kl. 20.15 gik de tre til villaens fordør og ringede på. Husassistenten åbnede, og der blev spurgt efter Foged. De blev lukket ind i entreen, hvor de mødte Fogeds hustru, og videre ind i stuen. Her sad Foged ved skrivebordet med sin 10-årige datter på skødet. Den person, som var udset til at føre ordet, gik imidlertid i baglås, og en anden måtte tage over. Direkte adspurgt svarede Foged, at han ikke havde noget at tale med gæsterne om!

Det kom hurtigt til håndgemæng, og der blev skudt flere gange. Den lille pige blev revet bort fra sin far, der havde rejst sig og grebet om en af gæsternes pistoler, og snart blandede også fru Foged sig. Alt var total forvirring. De fem attentatmænd tog nu hurtigt flugten og kørte tilbage til Husmandsskolen – senere samme aften gennemførte de så et bombeattentat mod politistationen på rådhuset.

Aktionen var gået fuldstændig skævt. Attentatmændene troede ganske vist, at Foged var dræbt, da der var affyret fire skud. Ét skud havde ramt i armhulen, mens et andet strejfede panden. De øvrige skud havde ikke ramt. Niels Foged blev bragt til Odense Amt og Bys Sygehus. Da det rygtedes, at han overlevede, forsøgte tyskerne i stedet at ramme ham på sygehuset, men blev ikke lukket ind. Foged måtte leve resten af besættelsestiden under jorden og kom i 1945 tilbage til katedralskolen, hvor han fortsatte til 1976. Samme år blev han æresdoktor ved Odense Universitet for sin indsats inden for forskning i kiselalger.