Odenses første lyskurv

 

b0021318

I november 1929 fik Odense sin første lyskurv – eller som den blev kaldt et ”automatisk færdselssignal”. Den blev hængt op i krydset mellem Kongensgade, Mageløs og Vestergade. I byens aviser blev det nøje omtalt, hvordan man kørte frem for grønt og stoppede for rødt (Stadsarkivet).

 

Når det grønne kommer, sætter man i gang

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Historiens Hus’ sommerudstilling 2017, ”Odense i evig forandring – alle tiders drømme for byen”, fortalte om nogle af de store forvandlinger, som bymidten har gennemgået de seneste 150 år.

Blandt de ting, der har betydet mest for byens forandringer, er bilernes fremmarch. Odense valgte – ligesom andre byer – at tilpasse sig, så bilerne kunne komme nemt og hurtigt rundt i byen. Thomas B. Thriges Gade er det mest kendte eksempel, men diskussionerne om bilernes færden i byen begyndte meget tidligere.

Allerede i 1920’erne fik Odense ry for at være en vanskelig by at færdes i for trafikanter i bil. Byens smalle og krogede gader fik ofte trafikken til at klumpe sammen på de travleste tidspunkter. Nogle hævdede ligefrem, at situationen var så grel, at byen spredte skræk og rædsel blandt landets bilister.

Derfor måtte trafikken reguleres. Det var således et stort fremskridt, da Odense i november 1929 fik sin første lyskurv. Den hang i krydset mellem Mageløs, Kongensgade og Vestergade. Fyens Stiftstidende skrev begejstret om, at en ny epoke i gadefærdslens historie var indledt. Lyskurven var byens store samtaleemne i de dage. Da lyset blev tændt, strømmede folk til, og ”man blev hurtigt klar over, at her var en herlig, ny og billig biograf, hvor man kunne more sig ligeså meget som ved en Buster Keaton-film”. Nogle havde sågar taget godteposer med – og en enkelt endog en teaterkikkert. Nu skulle sceneriet nydes!

Men det blev en skuffelse. Lyskurven virkede fortrinligt, og trafikken gled problemfrit. Det hele gik hurtigt og var meget mindre indviklet end betjentens håndbevægelser. Grønt, gult og rødt! ”Chaufførerne kørte gennem krydset med store smil, og flere af dem ligefrem brølede af henrykkelse”, hvis man skal tro avisen. Odense havde fået en ny folkeforlystelse, og nogle valgte at køre gennem krydset både to og tre gange, bare lige for at prøve det igen.

Dagen efter bragte avisen et stort foto af det nye ”automatiske færdselssignal” og forklarede meget pædagogisk: ”Princippet er således, at der kan tændes tre lamper. Rødt, gult og grønt. Når det røde er tændt, betyder det, at man ikke må køre frem over stopstriben, når det gule kommer, gør man sig parat til at køre frem, og når det grønne kommer, sætter man i gang”.

Men her stoppede det ikke. Næste dag var der igen en udførlig forklaring af, hvor bilisterne skulle placere sig, når de ville dreje. Det lød meget besværligt, men avisen beroligede læserne: ”Det hele er ikke så svært, som det ser ud til, og hvis man ulejliger sig op i krydset en dag og studerer færdslen, kommer man meget hurtigt efter det”. Nå ja, så havde politimesteren også udstationeret et par betjente, der hjalp, hvis der var behov. Byens borgere skulle nok lære det; derimod var politimester Seldorf bekymret for udenbys ”amatørchauffører”. Men folk fik det hurtigt lært – og der kom mange flere lyskurve.