Odenses forandringer

 

b0019269

Overgade ved Mellemstræde, set mod Sortebrødre Torv 1934. Snart efter blev husene på den østlige side af strædet revet ned, og den udvidede gade fik navnet Claus Bergs Gade (foto: H. Lønborg, Stadsarkivet).

 

Gamle huse er revet ned

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

”Odense By har i de sidste år gennemgået en rivende udvikling. Gamle huse er revet ned, nye bygget op, gader blevet brudt igennem og helt nye gader anlagt, kort sagt byen forandrer udseende, men beholder sit kønne og solide præg”.

Det lyder som noget, der kunne være skrevet i går, men det er faktisk hentet fra Fyens Stiftstidende 1927. Også dengang mente mange, at Odense var ved at blive ødelagt af en udvikling, der buldrede hen over hovedet på indbyggerne.

Nogle synes måske, at byen i disse år igen er under voldsom forvandling – eller som det hedder i vor tid: Byen er midt i en transformation. Men det er der ikke noget nyt i. Byplanlæggerne forsøger hele tiden at indrette byen, så den er praktisk og funktionel, så den hele tiden tilpasses skiftende idealer. Noget må væk, så nyt kan komme til. Derfor er byen hele tiden i forandring, og det giver ofte anledning til diskussioner og bekymringer.

Gennem de sidste 150 år har lokalpressen igen og igen fortalt, at nu forsvinder endnu en bid af det gode, gamle Odense. Det mente man i 1890’erne, i 1930’erne, i 1960’erne og i 2017. På den ene side vil vi gerne bevare det, vi kender og holder af, og omvendt ved vi godt, at byen må og skal udvikle sig.

I 1937 delte Fyens Stiftstidende ligefrem odenseanerne op i to kategorier: ”Er vi stemningsmennesker, tænker vi med vemod på de gamle kæmper, der faldt – er vi børn af fremskridt og teknik, frydes vi over det nye, der skabtes”.

Måske har odenseanerne det ekstra svært med forandringer. Byens tidligere stadsingeniør H.V. Rygner, der stammede fra København, konstaterede kort efter sin ankomst i 1917, at odenseanerne havde en særlig bypatriotisme. Indbyggerne ville gerne bevare byens præg, fordi de holdt af den, som den var. Det var ikke, fordi odenseanerne ikke ville have udvidelser og moderniseringer, men det skulle ske med respekt for det eksisterende.

Blandt de ting, der har betydet mest for byens forandringer, er bilernes erobring af byen. Byen måtte tilpasse sig, så bilerne kunne komme nemt og hurtigt rundt. Thomas B. Thriges Gade er det mest kendte eksempel, men diskussionerne om bilernes færden i byen begyndte meget, meget tidligere.

Allerede i mellemkrigsårene blev vejene udvidet og gjort mere fremkommelige for trafikken. Tilmed måtte der skaffes parkeringspladser. Da Lillebæltsbroen åbnede, steg antallet af biler, der kørte gennem Odense, og derfor måtte de veje, som førte færdslen til og fra Odenses bymidte, reguleres. Det skulle gøres nemmere at komme frem.

Et andet tiltag var en begyndende regulering af trafikken. Statuer, der tidligere havde stået på centrale pladser, blev flyttet. Der blev lavet rundkørsler, og hjørneejendomme blev revet ned, så vejkrydsene blev mere overskuelige.

Hvis man vil vide mere om bymidtens forvandlinger de seneste 150 år, så omhandlede Historiens Hus’ sommerudstilling i både 2017 (Odense i evig forandring – alle tiders drømme for byen) og i 2018 (Det gode byliv – idealer og forhåbninger til livet i byen) om byens forandring.