Revselsesrettens afskaffelse

 

2016-116-004

7. a på Vestre Skole i Odense, ca. 1962 – en af de sidste årgange, der oplevede fysisk afstraffelse af eleverne. Kurt Hedemand fra klassen fortæller i Odensebogen 2017: ”Igennem hele min skoletid var et af lærernes værktøjer til opdragelse af os unger deres ret til at stikke os nogle øretæver eller slå os over fingrene med tavlelinealen”, og spanskrøret blev endnu brugt: ”Straf med spanskrøret blev altid eksekveret lørdag formiddag i gymnastiksalen under overvågning af skoleinspektøren” (Stadsarkivet).

 

Farvel til spanskrøret

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Et snævert flertal i Folketinget fjernede endegyldigt revselsesretten, forældres ret til at slå deres børn, i 1997. Et spørgsmål, der længe havde delt befolkningen. Samtidig var det 50 år siden, at spanskrøret blev afskaffet i skolen.

Spanskrøret er nærmest blevet symbolet på den sorte skole, der ifølge mange erindringer prægede skolelivet. Spanskrøret stod længe klar i et hjørne af mange klasselokaler. Det blev dog ofte kun brugt som pegepind. Og det var langtfra alle lærere, der brugte spanskrøret. De fandt det slet ikke nødvendigt, for der var en naturlig justits. Ro i klassen var nærmest en selvfølge. Spanskrøret var det allersidste middel, lærerne tyede til, medmindre man var rendt ind i en småsadistisk og aldeles upædagogisk lærer!

Allerede i 1940’erne var spanskrøret meget omdiskuteret, og da Fyns Stifts Skolesamfund i 1944 holdt årsmøde, diskuterede man, om der skulle være en hårdere disciplinering af eleverne. De fleste var enige om, at det ikke skulle være kæft, trit og retning, men hvis eleverne havde gjort sig fortjent til et rap med spanskrøret, så var det nødvendigt at give dem det.

Kort efter besluttede Odense Skolekommission, at lærerne højest måtte slå tre gange med spanskrøret, og i 1949 talte Odenses skoledirektør, S.P. Fredebo, for en afskaffelse af spanskrøret. Lærerne skulle hellere tale med eleverne. Det blev dog imødegået af lærer P. Clausen, der mente, at spanskrøret ikke burde afskaffes, men at det kun burde bruges som det allersidste straffemiddel. Og en skoleelev, Ib Jensen, holdt på, at det ikke skulle afskaffes: ”Så var der jo ikke noget ved at lave fest!”

Både i 1949 og 1950 rumlede socialdemokratiske undervisningsministre med planer om at begrænse lærernes ret til at slå eleverne. Det var mildt sagt ikke alle, der var enige i det synspunkt. Fyens Stiftstidende fortalte om en flok lømler fra Vestre Skole, der absolut ikke ville af med spanskrøret. Derfor mødte de op på avisen, hvor drengenes talsmand, der meget passende hed Rask, bramfrit forklarede, at de meget hellere ville smage spanskrøret og have straffen overstået i en fart. Så var det ude af verden, kort og kontant.

Drengene mente, at det var ministeren, der burde have smæk for at stille et så tåbeligt forslag. Og drengene var ikke alene med deres protest. Mange lærere og forældre fandt det stadig uansvarligt, at spanskrøret blev fjernet fra klasseværelserne.

Efter en hidsig debat nedsatte undervisningsminister K. Helveg Petersen i 1963 et udvalg, som skulle overveje mulighederne for helt at ophæve prygleretten i skolen, sådan som det i 1951 var sket i København. Og i 1967 var det undervisningsminister K.B. Andersen, der stod fadder til den endelige afskaffelse af spanskrøret.