Sudetertyskere i Odense

 

b0007750

Sudetertyske flygtninge ved ankomsten til garnisonssygehuset i Albanigade 9.2.1939 (Stadsarkivet).

 

Sudetertyskerne i Albanigade

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Da den engelske premierminister Chamberlain den 30. september 1938 kom hjem fra forhandlinger med Hitler om de ”sudetertyske” områder, udtalte han de berømte ord om, at aftalen sikrede ”fred i vor tid”. Det med vor tid blev nu ikke til mere end 11 måneder, og en af de første konsekvenser af aftalen var, at mange politisk aktive flygtede fra de områder i Tjekkoslovakiet, som nu blev tyske.

Den danske regering havde i de foregående år ført en meget restriktiv politik med hensyn til at tage imod jøder, kommunister, socialdemokrater og andre forfulgte fra Nazi-Tyskland, men ville dog ikke undslå sig for at hjælpe med at løse udfordringen med de tæt ved 200.000 mennesker, der flygtede efter Münchenaftalen. Danmark indvilgede i at tage imod 150 flygtninge, stort set alle sammen med en socialdemokratisk baggrund, og da Justitsministeriet skulle finde et sted til indkvarteringen, faldt øjnene hurtigt på Odense og det gamle garnisonssygehus i Albanigade. Det lå bag det tidligere almindelige sygehus over mod Skt. Knuds Gade.

Odense Kommune ejede bygningerne, som kun blev sporadisk udnyttet, og byrådet accepterede indkvarteringen på et møde i januar 1939. Den 9. februar ankom de første 85 af flygtningene, og det endte med, at Danmark tog imod 164 sudetertyskere – heraf kom 124 på et tidspunkt til at opholde sig på garnisonssygehuset. Da der var flest indkvarteret – i april og maj 1939 – var sygehuset ramme om 107 flygtninges dagligliv.

Sygehuset var efter tidens standard i pæn stand, men tre toiletter og ét badeværelse til så mange mennesker var trods alt ikke meget. Så selv om der blev lejet vaskefade hos militæret, gav Odense Kommune også tilladelse til, at flygtningene anvendte Badstuen på Østre Stationsvej. De største værelser på sygehuset rummede tre-fire familier, og kun enkelte familier var heldige at få deres eget værelse.

Flygtningene blev ikke som de tyske flygtninge efter krigen indespærret, men hverdagene på sygehuset kunne let føles ensformige, ikke mindst fordi fremtiden var usikker. Sudetertyskerne kunne frit færdes i byen og omegnen. De skulle bruge stien ud til Skt. Knuds Gade – på den måde håbede myndighederne, de vakte mindre opsigt. De måtte ikke færdes i større grupper, og de skulle være hjemme på garnisonssygehuset inden kl. 22.

Flygtningelejren på garnisonssygehuset blev langsomt afviklet i løbet af 1939-40. 51 af flygtningene forlod Odense i sommeren 1939, da de fik indrejsetilladelse til Canada. Flere af de tilbageværende fik arbejdstilladelse og kom i job, og en tidligere lædervarefabrikant nåede i foråret 1940 at starte egen taskefabrik i Odense.

Den tyske besættelse fik flere af flygtningene til at flygte videre til Sverige, men mange blev og søgte at være så usynlige som muligt. Flere af dem, der flygtede til Sverige, vendte efter krigen tilbage til Danmark, hvor hovedparten fik bevilget dansk statsborgerskab.

De sudetertyske flygtninge – og andre flygtningehistorier – var en del af årets sommerudstilling 2016, Flygtet til Fyn, i Historiens Hus.