Takt og tone i Odense Byråd

 

b0017050

Regnelærer Chr. Hansen (1830-1910) – den eneste, der har måttet forlade Odense Byråd i utide efter et skænderi med borgmesteren (foto: G.P. Jacobsen, Stadsarkivet).

 

Regnelærer på skrå-plan

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Debatten om takt og tone i Odense Byråd bliver en gang imellem vakt til live, og vi har derfor bladret lidt i ”glemmebogen”, hvor vi fandt et medlem, der ligefrem måtte forlade byrådet på grund af en upassende bemærkning.

Digterpræsten Kaj Munk brugte engang i en prædiken udtrykket, at Chr. Hansens og Vorherres regnebøger ikke var kommet på samme forlag og ikke byggede på de samme principper. Udtrykket ”Chr. Hansens regnebog” er efterhånden glemt, men for generationer af danskere fra 1860’erne til efter 2. verdenskrig var det såmænd en levende realitet. I skolen var de nemlig blevet undervist efter forskellige dele af lærer Chr. Hansens regnebogssystem, der både omfattede opgaver til hovedregning og skriftlige opgaver til de skifertavler, børnene dengang brugte i skolen. Regnebøgerne gjorde ham velstående. Bare ét af hæfterne udkom i 1942 i 82. oplag og var dermed trykt i 1.667.000 eksemplarer.

Regnelærer Chr. Hansen var født i 1830 i Odense, hvor faderen virkede som lærer ved Lahns Stiftelse i Nedergade. Da faderen blev gammel og svag, fik han i 1850 sønnen som hjælpelærer, og frem til sin pensionering i 1892 arbejdede Chr. Hansen herefter som regnelærer ved stiftelsen og en tid også som deltidsansat på katedralskolen.

I 1884 var han primus motor ved oprettelsen af Odense Grundejerforening. Han blev dens første formand, og fra 1885 var han – blandt andet i et samarbejde med den liberale vælgerforening – valgt til Odense Byråd. Det var dengang, da byrådets arbejde blev styret temmelig stramt af ”etatsrådspartiet” med borgmester G. Koch i spidsen, og Chr. Hansen, der var en ret selvstændig natur, kom hurtigt i opposition til borgmesteren.

Den 4. oktober 1889 gik det helt galt. Byrådet diskuterede, om en sangforening kunne låne et kommunalt lokale, og en af Kochs meningsfæller, overlærer Karl Schmidt, kom i polemik med Chr. Hansen med nogle bemærkninger, som Chr. Hansen fandt stødende. De handlede om brugen af skråtobak. Borgmester Koch greb imidlertid ikke ind, men da Chr. Hansen lidt senere angreb Koch direkte for den manglende indgriben, blev han selv kaldt til orden. Så løb temperamentet af med ham, og han udtalte højlydt: ”Jeg bryder mig ikke om, hvad De siger”. Det gav stor opstandelse, og mødet måtte afbrydes. Da mødet et kvarter senere blev genoptaget, vedtog byrådet at udsætte behandlingen af resten af dagsordenen til et senere møde.

Realiteten var, at Chr. Hansens optræden anfægtede borgmesterens autoritet i en grad, som ingen ville stille sig bag. Det afspejler selvfølgelig, at autoritetstroen dengang var meget større end i dag, hvor den er stærkt begrænset – og optrinet isolerede Chr. Hansen i en sådan grad, at han tre dage senere nedlagde sit mandat i byrådet. En vise fra samtiden slog fast, at Chr. Hansen var kommet ind på et ”skrå-plan”: ”Én kun råde bør over staden, for mange ”Koche” det fordærver maden”.

Efter sin pensionering flyttede regnelæreren til Svendborg, hvor han døde i 1910.