Ungarske flygtninge i Odense

 

2. B0062767

Ungarske flygtninge, der havde fået arbejde på Odense Staalskibsværft, holdt i 1957 på årsdagen for opstanden i Ungarn en mindehøjtidelighed ved monumentet for de værftsarbejdere, der var omkommet under 2. verdenskrig (Fyens Stiftstidendes pressefotografer, Stadsarkivet).

 

Ungarske flygtninge

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Da Danmark i 1949 sagde farvel til de sidste af de næsten 250.000 tyske flygtninge, som i 1945 var skyllet op på de danske strande efter en farefuld færd over Østersøen, var glæden tydelig, også i denne avis. Men der skulle ikke engang gå otte år, før flygtningespørgsmålet igen kom i centrum af den offentlige dagsorden.

Anledningen var dramatisk nok. Midt under den kolde krig havde den ungarske regering i 1956 forsøgt at frigøre sig fra Sovjetunionens dominans. Landet havde meldt sig ud af Warszawapagten og erklæret sig neutralt. Ungarns nye magthavere tilstræbte også et flerpartisystem, men det var for skrap kost for Sovjet, og i begyndelsen af november 1956 rullede sovjetiske kampvogne ind i Ungarn og slog oprøret ned. Et par tusinde ungarere mistede livet. Omkring 200.000 flygtede via Østrig og Jugoslavien, og af dem kom ca. 1.400 til Danmark. I de bevægede novemberdage var aviserne fulde af informationer om landet, der blev trådt under fode, og sympatitilkendegivelserne var talrige. Den 7. november 1956 var der således på Flakhaven – som overalt i landet – fem minutters stilhed for ofrene i Ungarn. Det ene minuts stilhed, der normalt blev iagttaget den 9. april til minde om besættelsestidens ofre, kunne ikke længere gøre det.

To dage efter den landsdækkende stilhed var der anderledes liv i gaderne. 500 elever fra Odense Tekniske Skole gik i demonstration gennem byens gader med bannere, der krævede frie valg i Ungarn og forsikrede om danskernes medfølelse, og på landsplan blev der snart iværksat en stor indsamling.

Nogle af de ungarske flygtninge endte også på Fyn i det, som er kaldt et af de lykkeligste og mest problemløse indvandringseksperimenter i nyere dansk historie. Mest kendt blev nok den 20-årige Istvan Kaibinger, der kom til Danmark i december 1956.

Kaibinger kom til Odense og fik arbejde på stålskibsværftet, hvor han kom til at arbejde i næsten 40 år. Mere kendt blev han dog for sin indsats i fynsk fodbold, hvor han først spillede for B1913 og siden i en årrække blev klubbens træner. Han havde måttet efterlade sine forældre i Ungarn, og først i 1961 tillod de ungarske myndigheder, at moderen kunne rejse til Danmark for at besøge sin søn. Faderen måtte pænt blive tilbage. Man skulle jo nødig have, de også stak af!

Istvan Kaibinger var ikke den eneste fodboldspiller blandt de ungarske flygtninge, som vandt pladser i de fynske divisionsklubber. Josef Borbely blev efter sin flugt lokket fra Køge til Odense med et jobtilbud og kom først til at spille for B1909, mens en tredje ungarer, Sandor Meszaros, valgte at spille i OB. Da Borbely fik job på værftet, belærte en kommunistisk kollega ham i øvrigt om kommunismens overlegenhed over kapitalismen. Måske derfor skiftede Borbely snart arbejdsplads – og klub, til B 1913.

De ungarske flygtninge – og andre flygtningehistorier – var i øvrig omdrejningspunktet for Historiens Hus’ sommerudstilling i 2016, ”Flygtet til Fyn”.