Wienerbørn

 

b0055123

Tre af de wienerbørn, som kom til Odense i marts 1949 fra kummerlige forhold i den østrigske hovedstad. Om halsen har de deres nummererede skilte, som viser, at foreningen Red Barnets danske afdeling, der var kommet til verden fire år tidligere, havde med transporten at gøre (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Wienerbørnenes ankomst

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

”Det var små alvorlige, men tillidsfulde østrigske børn, alle underernærede, der i formiddags trådte ud på perronen i Odense for at mødes med deres plejeforældre for de kommende tre måneder. Alle var de stærkt mærket af dette, at livet er en kamp for tilværelsen uden opmuntrende momenter. Rejsen til Danmark er det første solstrejf, skæbnen har kastet over deres eksistens. Selve deres ophold vil få solen til at udløse hele strålebundter. Den var godt på vej til det i dag”.

Ordene kunne læses i Fyens Stiftstidende den 17. marts 1949, og anledningen var, at 60 såkaldte wienerbørn nu kom til Odense. Det var en tiendedel af dem, som nu kom til Danmark – og hjemme i Wien havde der været kamp om pladserne.

Det var ikke første gang, at Danmark havde taget imod børn fra Østrig. Sådan var det også gået efter første verdenskrig, da forholdene havde været fortvivlende i Wien efter nederlaget og opløsningen af det østrig-ungarske monarki. Dengang var der kommet omkring 20.000 børn til Danmark, og de fleste var blevet indkvarteret privat.

Ved anden verdenskrigs afslutning var Danmark oversvømmet af tyske flygtninge, og avisen havde tidligere glædet sig over, at de langsomt, men sikkert blev sendt tilbage – de sidste i februar 1949, en måned før de første wienerbørns ankomst. Hitler var østriger, og nazismen var slået stærkt igennem i Østrig, men kort tid senere så man med helt andre og mere humanistisk prægede øjne på at tage imod østrigske børn end på de tyske flygtninge.

Opholdet i Odense var organiseret gennem Red Barnet, og Fyens Stiftstidendes journalist gav en grundig beskrivelse af modtagelsen på banegården. Børnene havde været mere end tre døgn undervejs, blandt andet med et længere ophold i Padborg, hvor der var aflusning og lægeundersøgelse, og hvor der blev serveret franskbrødsmad og havregrød. Grøden havde nu ikke megen tiltrækningskraft. På banegården blev børnene fordelt til plejeforældrene, som så overtog ansvaret for børnene, typisk for tre måneder.

Så gik turen ellers hjem til kødgryderne, som avisen beskrev det, og til tilvænningen til danske skikke og det danske sprog, som ingen af børnene kendte i forvejen. Mange af plejefamilierne havde selv børn, og flere af dem levede lykkeligt i den vildfarelse, at deres nye gæster talte østrigsk og ikke tysk. Flere plejeforældre havde i øvrigt rådført sig med læger, så de ikke risikerede at ”fodre” wienerbørnene for stærkt.

Tre måneder senere var avisen igen på pletten, da 30 af børnene skulle tilbage til Østrig, og kunne nu blandt andet fortælle solstrålehistorien om lille Eva, der havde fået lov at komme med i skole og var blevet nr. 1 i sin klasse – og i øvrigt så langt mere sund ud, end da hun kom.

Wienerbørnenes historie og sammenhængen med andre historier om dem, der kom til os udefra, var en del af Historiens Hus’ sommerudstilling 2016, Flygtet til Fyn.