Pandekage-Odense

 

b0007447

Odenses første højhuse på Bregnevej var klar til indflytning i 1953, og nogenlunde den gang blev dette billede taget (foto: Nørmark, Stadsarkivet).

 

Pandekage-Odense

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Odense er – eller var i hvert fald tidligere – kendt for sin pandekageflade byprofil. Her var ingen højhuse, der ragede op. Her var ingen skyskrabere. Forklaringen var gerne, at byens vandtryk var for lavt til, at man kunne bygge i højden, men grunden var vist også en bevidst politik fra byens stadsingeniør.

Byplanlæggerne forsøger hele tiden at indrette byen, så den er praktisk og funktionel, og sådan at den hele tiden tilpasses skiftende idealer. Noget må væk, så nyt kan komme til. Derfor er byen hele tiden i forandring, og det giver ofte anledning til mange diskussioner og store bekymringer. Og for byens tidligere stadsingeniør, H.V. Rygner, der virkede fra 1917 til 1948, så hørte højhusbyggeri ikke til i Odense.

I mellemkrigsårene var Rygner medvirkende til udstykning af blandt andet Munkebjerg- og Kragsbjergkvarteret. Her var det hans opgave – efter eget udsagn – at kontrollere, at der blev bygget ”pænt, borgerligt og fornuftigt”. Det gav den bedste helhed og sammenfatter godt Rygners tanker om byen.

Hvad vi først og fremmest manglede her i Odense, var den friske søluft, mente Rygner. Men det kunne ingen gøre noget ved. Derfor måtte der kompenseres med andre ”sundhedskilder”, og det gjorde man bedst ”ved at begunstige den lave, fri bebyggelse i byens yderkvarterer, beskytte vore friluftskilder og lette adgangen for hvermand til stranden, som jo heldigvis ikke er fjernere, end at alle kan nå den, i alt fald en gang om ugen. Altså lad os få offentlige strandparker og god og let befordring derud”.

Villabebyggelse var det bedste, sagde stadsingeniøren. Han ønskede, at byen skulle have et landligt præg, og derfor var han absolut ikke tilhænger af højt byggeri. Da han kom til byen i 1917, var der efter hans eget udsagn en anden duft over Odense med ældre kvarterer, med mange gamle, fine bygninger og en forholdsvis lav bebyggelse. Der var kun to femetagers huse i hele Odense. Det var det vildeste, man kunne svinge sig op til.

Mens Rygner var stadsingeniør, beholdt Odense sin flade bygningsprofil. I 1948 fortalte han, at fem etager var absolut maksimum. Vandet og brandvæsenets stiger kunne nemlig ikke nå længere op! Der ville aldrig blive bygget ”amerikansk” i Odense, lød det skråsikkert fra stadsingeniøren.

1948 var imidlertid også året, da Rygner gik af som stadsingeniør, og blot fem år senere flyttede beboerne ind i Odenses første højhuse, som blev opført i syv etager på Bregnevej i den sydøstlige udkant. Senere i 1950’erne skød nye, moderne højhuse op ved Nyborgvej, og i de følgende årtier kom flere til i byens periferi, blandt andet i Vollsmose.

I centrum var det dog småt med højhuse – hvis man ser bort fra sparekassens 11 etager høje ”skyskraber” på Fisketorvet, som blev færdiggjort i 1973.

Historiens Hus viste i sommeren 2018 en udstilling, der fortalte om de forestillinger om det gode byliv, som har præget Odense gennem de sidste 150 år.