Borgmesterkandidater og præsidentvalg

b0019926d

Da Anker Boye tiltrådte som borgmester i januar 1994, blev det markeret ved en reception på rådhuset, hvor hans forgænger, Verner Dalskov, var ved at stjæle billedet, fordi han nytårsaften 1993 havde ladet skægget falde. Jeg har jo ikke set mig selv i 25 år, bemærkede Dalskov underfundigt (Erik Larsen fot., Stadsarkivet).

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

Pressen bruger gerne ordet præsidentvalg, når byrådsvalget i Odense skal beskrives. Det handler om den situation, at to kandidater skiller sig ud og er dem, som pressens interesse primært samler sig om. Man kunne godt forledes til at tro, at sådan havde det været længe, men ser man nøjere efter, er fænomenet ikke ret mange år gammelt.

Først og fremmest er det sådan, at personlig stemmeafgivning først er slået rigtigt igennem i byerne fra 1970 og fremefter. Muligheden for at stemme på en bestemt kandidat fra et parti kom ind i den kommunale valglov i 1924, men i byerne spillede den personlige stemmeafgivning kun en beskeden rolle. I Odense var det dog ikke så tydeligt som i København, hvor kandidatnavnene først kom med på stemmesedlerne i 1970.

Her i byen betød storkommunen imidlertid noget andet: Hvor Det konservative Folkeparti i årtier havde været det borgerlige samlingspunkt i byen, så blev der nu større jævnbyrdighed mellem de store borgerlige partier, ja, ved valget i 1974 fik Venstre flere mandater end de konservative – noget, der gentog sig i 1981.

Da borgmester Holger Larsen i 1973 meddelte, at han trak sig tilbage med omgående virkning, fik hans efterfølger, Verner Dalskov, så at sige et forspring i kampen om borgmesterposten ved valget i 1974, og pressens interesse var dengang delt mellem flere borgerlige kandidater. Men da Dalskov i 1993 trak sig tilbage ved valgperiodens udløb, valgte socialdemokraterne efter en urafstemning at stille med en i byrådssammenhæng helt uprøvet kandidat, nemlig Anker Boye. Da Venstre samtidig skiftede heste og ikke opstillede den dengang 70-årige Lennart Larson øverst på listen, var der for alvor linet op til præsidentvalg: Over for Anker Boye stod nemlig de konservatives erfarne førstemand, Søren Møller, der havde været medlem af byrådet siden 1970 og rådmand siden 1982. På valgnatten trak Anker Boye dog det længste strå: Det lykkedes at beholde flertallet til venstre for midten med 16 stemmer mod 13, og tilsammen fik to spidskandidater tæt ved 40 % af alle de stemmer, der blev afgivet. Anker Boye fik over 50 % af de socialdemokratiske stemmer og Søren Møller mere end 75 % af de konservative stemmer.

Ved de næste to valg vendte Odense tilbage til ”normalen”, og de konservative og Venstre var nogenlunde jævnbyrdige. Men ved byrådsvalget i 2005 vejrede de borgerlige morgenluft, da den siddende amtsborgmester, Jan Boye, havde erstattet Søren Møller som konservativ spidskandidat – og resultatet er velkendt: Jan Boye fik 10 partifæller med sig ind i byrådssalen og fik samtidig lempet borgmesterposten over til de borgerlige. Det var ikke sket siden 1937.