Børn skulle begraves i zinkkister

Epidemisygehuset i Bjergegade fotograferet i 1967. Sygehuset blev brugt til isolation af patienter, og da Odense i 1911 blev ramte af en børnelammelsesepidemi, kom bygningerne i brug (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Førhen var store verdensomspændende epidemier et tilbagevendende fænomen. Mange har sikkert hørt om den spanske syge, der for 100 år siden spredte død og ulykke over flere kontinenter og kostede henved 50 mio. mennesker livet. Men mindre epidemier har også hærget jævnligt.

Sidst i august 1911 bragte Fyens Stiftstidende en lille notits med overskriften ”Børnelammelse i Odense!” Byens læger havde konstateret et tilfælde af børnelammelse hos et toårigt barn, der boede Nørrebro 32. Barnet, der boede hos sin bedstemor, enkefru Andersen, blev omgående bragt til epidemisygehuset, og sundhedsmyndighederne traf en række foranstaltninger, så sygdommen ikke spredte sig. Hjemmet blev desinficeret, og det samme blev Georgsgade 41, hvor familien havde boet kort forinden.

Myndighederne mente, at barnet var blevet smittet i forbindelse med leg på gaden. I hvert fald havde der tre uger tidligere været et andet tilfælde tæt på Georgsgade. Myndighederne mente dog, at der ikke var nogen frygt for videre udbredelse af sygdommen. Men for familien var sygdommen en katastrofe. Barnets mor var få uger tidligere død fra sine fire små børn, og den fattige bedstemor måtte tage sig af børnene.

Børnelammelse – eller polio – var en frygtet, akut virusinfektion, som ofte gav varige og invaliderende lammelser, og som i værste fald førte til døden. Derfor frygtede mange, at sygdommen ville brede sig, og det var lige præcis, hvad der skete de næste uger. Fra hele landet – og udlandet – indløb der beretninger om nye syge og enkelte døde.

I begyndelsen af september mødte avisen fuldmægtig Hansen, der var konstitueret politimester og spurgte, hvilke foranstaltninger der var truffet for at dæmme op for sygdommen. Det var blandt andet bestemt, at børn, der var døde af sygdommen, kun måtte begraves fra kirkerne, hvis de lå i en zinkkiste inden i en anden kiste. På spørgsmålet om, hvorvidt lægerne mente, at smitten ville brede sig yderligere, havde epidemilæge Lollesgaard angiveligt oplyst, at børnelammelse ikke smittede, mens byens embedslæge slet ikke ville sige noget, da man endnu vidste for lidt om sygdommen.

Skønt myndighederne fik epidemien under kontrol, så krævede den sine ofre. Først i september døde to mindre børn, og da stadslæge Thal-Jantzen ved udgangen af oktober 1911 gjorde tallene op, havde Odense haft 21 tilfælde af børnelammelse. Af dem var fem døde – alle børn. På trods af navnet kunne voksne få sygdommen, og på landsplan var der også flere voksne mellem de døde.

Børnelammelse vendte de næste årtier tilbage i bølger, og helt frem til midten af 1950’erne var den en almindelig og frygtet sygdom i Danmark. Odense havde i 1952 og 1953 flere tilfælde af børnelammelse. Adskillige ældre Odenseborgere husker sikkert epidemien, og nogle kan endnu bære tydelige mærker af lammelser, der skyldes sygdommen.