af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen
Valget i 1943 var et besynderligt valg. Danmark var besat, og alligevel holdt man – som vi fortalte om i sidste uge – folketingsvalg.
Op til valget den 23. marts var den spirende modstandsbevægelse i et dilemma, og fra London opildnede den landflygtige Christmas Møller i radioen til modstand, men slog samtidig til lyd for, at folk stemte på de fem samarbejdspartier eller Dansk Samling.
I løbet af valgmåneden tiltog uroen i Odense. Selv om der stadig kun forekom få, ineffektive sabotager, var det nye tider. Et hold yngre tyske soldater var kommet til byen, og med dem fulgte også en ny, mindre smidig kommandant, oberstløjtnant Weis. Det førte til stigende spændinger mellem tyskerne og odenseanerne – og en tilsvarende udvikling fandt sted andre steder i landet.
En mindre fornærmelse på restaurant Ambassadeur i Nørregade førte til, at etablissementet den 14. marts blev fuldstændig smadret af 70 tyske soldater. Soldaternes danske veninder havde fået besked om at blive hjemme, og om aftenen mødte soldaterne op i samlet trop og placerede sig på balkonen. Snart efter blev borde og stole kastet ned i hovedet på de danske gæster, og få minutter efter var alt raseret. Weis holdt hånden over soldaterne, og det gjorde kun stemningen mellem odenseanerne og besættelsesmagten endnu mere elektrisk.
På valgdagen patruljerede sværtbevæbnede soldater på gaderne for at sikre ro og orden. Men det virkede i stedet som en rød klud. Det kom til slagsmål og optøjer mellem tyske soldater og unge odenseanere. Politiet forsøgte forgæves at holde parterne adskilt.
På selve valgaftenen lykkedes det for en odenseansk ungdomsgruppe at sætte ild på kasernens eksercerhus, der blev brugt som garage for værnemagtens køretøjer. Alt, hvad der kunne brænde, blev ødelagt, heriblandt en del militærkøretøjer, der stod parkeret i bygningen. Ødelæggelserne var selvsagt en torn i øjet på tyskerne.
Modstandsgruppen bestod af helt unge mænd, hvoraf flere var lærlinge på Allerups Jernstøberi. Gruppen, der var Odenses svar på Churchillklubben fra Aalborg, begyndte med drengestreger og hærværk, men aktionerne udviklede sig efterhånden og blev til regulær sabotage.
At aktionen fandt sted på selve valgdagen, var af stor symbolsk betydning, for den blev set som et angreb på samarbejdspolitikken. Men i virkeligheden var det lidt tilfældigt. Gruppen havde de to foregående aftener forsøgt at slå til, men medlemmerne var endnu ikke så dygtige, at de kunne gennemføre opgaven i første forsøg. Men tredje gang var ”lykkens gang”.
Den lille modstandsgruppe fik afstivet selvtilliden og gennemførte i maj endnu et par aktioner, men så var heldet også brugt op, og kort efter blev gruppen trevlet op. Det blev fatalt for et par af gruppens medlemmer, Orla Henriksen og Hans Jørgen Andersen, der døde i tysk fangenskab.
Men folkestemningen skiftede hurtigt i foråret og sommeren 1943, og under augustopgøret samme år gik mange på gaden. Kun få måneder efter, at danskerne ved valget havde givet deres opbakning til de samarbejdende partier, brød samarbejdspolitikken endegyldigt sammen.
Om Odense 