Børnecentret Toppen

 

B0021354

Vestre Stationsvej mod vest i 1953. Billedet er taget ud for nr. 1, Villa-Cafeen, og på den anden side ses Vestre Stationsvej 4. Villaen var opført til driftsbestyrer Dyhr, og da han døde i 1899, blev enken boende nogle år, indtil hun solgte villaen til naboen, Valgmenighedskirken, som brugte den til præstebolig. Kommunen købte villaen i begyndelsen af 1980’erne og indrettede den til børnehave (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Farvel til Toppen

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Anlæggelsen af Odense Letbane kostede nogle bygninger livet. Det gjaldt blandt andet den villa på Vestre Stationsvej 4, der engang husede Børnehuset Toppen – en af Odenses ældste villaer.

Den klassiske danske villa dukkede op i 1800-tallet, hvor de første villaer blev bygget af rigmænd, der opførte store, pompøse huse, som gerne var tegnet af tidens fremmeste arkitekter. Villaerne var et brud med tidligere tiders princip om, at erhverv og bolig var sammensmeltet i én og samme bygning – det gjaldt f.eks. købmandsgårde, landbrug og værksteder. Nu samlede man produktionen ét sted og boede så privat et andet sted.

Enkelte velstående Odenseborgere havde allerede omkring år 1800 bygget landsteder nord for byen ved den nye kanal, men ser man bort fra landstederne, var overretsprokurator Rasmus Rasmussen den første, der flyttede sin egentlige bolig ud på ”landet”, da han byggede en pragtvilla oven på resterne af den gamle vikingeborg på Nonnebakken. Hans villa findes stadig – dog i stærkt ombygget form – og huser i dag Odd Fellow Logen.

Den klassiske villa skabte en illusion om landlig idyl, og villaerne lå gerne på attraktive steder med landskabelige kvaliteter. Det kunne være på en bakketop, ved en å eller lignende. I hvert fald i andre omgivelser end den stinkende og tætbefolkede by.

Odenses første egentlige villakvarter opstod ud til den nyanlagte Vestre Stationsvej og ved Thorsgade og Dronningensgade. Kvarteret lå i umiddelbar tilknytning til byen, og derfor var det noget andet end de tidligere landsteder. Den første ”byvilla” var Vestre Stationsvej 2, opført i 1867 til adjunkt Strøm – det var den villa, der senere blev rammen om Jazzhus Sophus Ferdinand.

Villaen blev forbillede for de andre villaer, der siden blev bygget i kvarteret. Vestre Stationsvej blev i 1876 forsynet med fortov og gaslygter, og samtidig skød yderligere et par villaer op langs vejens sydside. De blev også bygget i samme italienske renæssancestil – gerne med et islæt af romantisk schweizerstil. Det gjaldt også Vestre Stationsvej 4 – Børnehuset Toppen. Den blev bygget til løjtnant, justitsråd Søren Børgesen Vandborg Dyhr, der var driftsbestyrer ved Sydfyenske Jernbane. Den sydfynske jernbane var netop blevet færdig og havde sin banegård tæt på Dyhrs villa. Også Wilhelm Haugsted, der var arkitekt for Sydfyenske Jernbane, bosatte sig ved Vestre Stationsvej.

Villaernes overdådige udformning gav hele kvarteret et imponerende enhedspræg, plantet til med repræsentative boliger. Blandt drivkræfterne til det nye villakvarter var et par af Odenses kendte arkitekter, Haugsted og C.F. Lendorf, men trods disse gode kræfter blev villakvarteret snart overhalet indenom af den industrielle udvikling, hvor blandt andet glasværket og jernbanen kom til at sætte sig tydelige spor. Villabyggeriet gik i stå ved indgangen til 1880’erne, og man fik sløjfet den servitut, der var på grundene, som sagde, at der kun måtte bygges i ”villastil”. Odenses næste villaer blev i stedet bygget i Kronprinsensgade og snart i det fremvoksende Hunderupkvarter.