Bunkere

 

b0021750

En af de tidlige dækningsgrave i Odense – på hjørnet af Ansgargade og Vesterbro, oktober 1943. Herren til højre med hat er den daværende stadsingeniør H.V. Rygner, og billedet er en slags modelfoto. (Stadsarkivet)

 

Sikker under jorden

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Allerede sidst i 1930’erne begyndte Odense at tage de første forhåndsregler mod en kommende krig. Men det var først med de allieredes forstærkede luftkrig mod Nazi-Tyskland fra 1942, at der blev sat skub i etableringen af bunkere, og arbejdet tog for alvor fart, da den tyske besættelsesmagt senere begyndte at befæste vestkysten af Jylland af frygt for en allieret invasion. Statens civile Luftværn frygtede simpelthen, at Danmark ville blive rammen for en del af det store opgør, og derfor tog man initiativ til yderligere beskyttelse.

I april 1944 dumpede en skrivelse fra Statens civile Luftværn ind ad brevsprækken hos Det fælleskommunale Udvalg for Odense Luftbeskyttelsesområde. Her blev man pålagt at skaffe flere offentlige tilflugtsrum, så godt 25 % af byens befolkning samt folk i Paarup, Sanderum og Næsbyhoved-Broby kommuner kunne søge dækning. Staten lovede at betale en stor del af anlægsomkostningerne.

Da Odense var præget af villabebyggelse, havde man hidtil ikke anset det for nødvendigt at lave beskyttelsesrum i større stil. Folk kunne jo søge dækning i deres kældre. Men nu kom der skub i byggeriet, og der blev opført ikke mindre end 302 dækningsgrave og -kældre i selve Odense og 37 i omegnskommunerne. Der var egentlig flere på tegnebrættet, men manglen på cement og jern gjorde, at antallet blev begrænset.

Dækningsgravene blev fordelt efter, hvor der boede og arbejdede flest mennesker. Men placeringen af gravene voldte lidt kvaler, da Statens civile Luftværn ønskede, at man kom i gang straks. Først gik man i gang med de dækningsgrave, som blev lagt på offentlige arealer. Derefter blev der lavet aftaler med private grundejere.

Tilflugtsrummene blev opført som ”cementerede dækningsgrave”, dvs. fritliggende tilflugtsrum af jernbeton efter tegninger, som var udarbejdet af Statens civile Luftværn. Der var plads til 50 personer i hver bunker, som var udført enten som kuppelformede rum eller i form af rør.

Først byggede man kun kuppelformede dækningsrum, der var de billigste, men fra august 1944 godkendtes nye, rørformede bunkere. Anlæggene bestod alene af en betonkonstruktion med en trædør og lidt inventar. De var ikke beregnet til permanent ophold, hvorfor de kun havde et begrænset indhold af vand, andre fornødenheder og tørklosetter.

Det var et omfattende byggeri, og ganske naturligt overvejede man også, om bunkerne ikke kunne laves, så de efter krigen kunne få andre formål. Stadsingeniøren undersøgte f.eks., om en kommende menighedssal for en projekteret kirke og et underjordisk garageanlæg kunne bruges som tilflugtsrum. Og flere steder blev nye kældre udformet, så de kunne bruges som sikringsrum.

Efter krigen blev en del af anlæggene revet ned igen. Ofte fordi de var placeret meget uhensigtsmæssigt i byrummet. Men allerede i forbindelse med Koreakrigen i begyndelsen af 1950’erne byggede man igen nye beskyttelsesrum.