Gråbrødre Kloster

 

B0000397

Indgangen til Gråbrødre Kloster fra Jernbanegade omkring 1910. I gården rejstes ved hospitalets 400 års jubilæum i 1939 en ministatue af kong Christian 3., udført af den fynske kunstner Erik Cohrt (Stadsarkivet).

 

Gråbrødre Kloster

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Gråbrødre Kloster kan føre sine rødder helt tilbage til 1279, da gråbrødremunkene kom til Odense.

Gråbrødrene – eller franciskanerne – var tiggermunke. De brugte megen tid på at tage sig af byens syge, fremmede og fattige. Selv ejede munkene ingen ting, men de besøgte byens fattige og simple steder og hjalp de syge på stedet.

Efter reformationen 1536 overtog kronen klostret, og der blev indført et strengt forbud mod tiggeri. Det var nu kronen, der overtog forsorgsopgaven. Derfor blev nogle af de nedlagte klostre lavet om til hospitaler for syge.

I 1539 bekræftede Christian 3. en fundats for Gråbrødre Hospital. Helt frem til 1862 var Gråbrødre Hospital byens eneste sygehus – og dækkede i store perioder også dele af Fyn. Hospitalets indtægter kom fra jordegods, som blandt andet omfattede Blangstedgård – faktisk ejede hospitalet lige så meget jord som de største godser på Fyn.

Som følge af ødelæggelser under svenskekrigene op til 1660 styrtdykkede hospitalets indtægter. Pengene fossede ud af kassen, og i 1676 havde biskoppen, Thomas Kingo, fået nok. Biskoppen var ikke kun salmedigter. Han var også en effektiv administrator. Egentlig hørte hospitalet under byens magistrat, men Kingo fik administrationen flyttet over til kirken, selv om det ikke skete med magistratens gode vilje.

For at rette op på hospitalets elendige økonomi ville magistraten sælge jorden, men det satte Kingo en stopper for. Han skrev i 1680 et bønskrift til kongen, der var ledsaget af et digt om lemmernes, dvs. beboernes dårlige forhold. På egenrådig vis fik Kingo alle andre sat ud på et sidespor, så han blev enehersker. Da Kingo døde i 1703, nedsatte hans fjender en kommission, der skulle undersøge biskoppens administration. Men det fik de intet ud af. Der var ikke noget at komme efter, bortset fra at vællingen til lemmerne var for tynd!

Gråbrødre Hospital blev i 1709 udvidet med en dåreanstalt – en slags sindssygeanstalt. Det begyndte med to værelser, men siden voksede dåren, så der blev adskilte afdelinger for de to køn. Der var ikke tale om behandling, men om ren og skær opbevaring af de sindssyge. Lemmerne fik klippet deres hår, og det skortede ikke på metoder til at fastholde de syge. Dåren blev ophævet i 1888, da sindssygehospitalet i Middelfart blev indviet.

Fra 1830 fik dåren en læge tilknyttet. Lægen og digteren Emil Aarestrup blev i 1849 embedslæge i Odense. Han var selskabeligt anlagt og havde mange børn, så han måtte snart sande, at han brugte flere penge, end han tjente. Derfor overtog han i 1850 stillingen som tilsynsførende læge ved dåreanstalten – og fik en del kritik for sin embedsførelse på stedet.

Tiden var i det hele taget ved at løbe fra Gråbrødre Hospital, og i 1862 åbnede et moderne sygehus på Albanigade. Herefter har Gråbrødre Kloster reelt været ældreboliger.