Kirkegårdskapellet

 

Ass 090508 040 (8)

Arkitekt Axel Jacobsens massive kirkegårdskapel er bygget i røde tegl og med klare linjer tilbage til typiske danske landsbykirker. Det er placeret på den nyeste del af kirkegården, men sådan at det kan ses fra en stor del af både den nye og den gamle del. Her ses det på afstand med et af byens flotteste staudebede i forgrunden (foto: Casper Vett, Stadsarkivet).

 

Et ligkapel med snoretræk?

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Da Odense Assistenskirkegård blev planlagt for godt 200 år siden, havde man tænkt på at bygge et kapel – eller som det hed dengang: et lighus til forebyggelse af skindødes begravelse. Kapellet skulle have været bygget sammen med en graverbolig, men da den første graver boede lige uden for kirkegården, faldt behovet væk. Så måtte man leve med, at man ikke kunne gennemføre planen om snoretræk fra kisterne til graverboligen, hvor en klokke ellers skulle have ringet, hvis nogen var kommet levende i en kiste! Frygten for at blive levende begravet var åbenbart stor.

Begravelser og senere bisættelser foregik derfor stort set altid fra byens kirker, hvor man jo fra gammel tid har været vant til at klare den slags, men efterhånden blev det for vidtløftigt. Nok fik man 1887 fælles kommunal kirkegårdsadministration, men man skulle godt op i det 20. århundrede, før man også fik løst spørgsmålet om et kirkegårdskapel. Og da det kom, var grunden egentlig ganske nærliggende: Med den stigende (bil)trafik i byens gader var det efterhånden blevet et problem, at de mange ligtog fra byens kirker og ud til Assistenskirkegården kunne forårsage store problemer for dem, der ville hurtigt frem.

Sammenvævet med disse overvejelser var spørgsmålet om oprettelse af et krematorium, fordi efterspørgslen efter en lokal mulighed for ligbrænding tog til. I 1922 udskrev byrådet derfor en arkitektkonkurrence om opførelse af et kapel, som senere skulle kunne tilføjes et krematorium. Arkitekt Hjalmar Kjær vandt konkurrencen, men planen endte i skuffen, og i 1934 kunne man i stedet indvie Odenses første krematorium, inde på kirkegården, tegnet af arkitekt Vagn O. Kyed.

Kapelproblematikken var altså ikke løst, og mærkeligt nok var den blevet en del af den partipolitiske strid mellem socialdemokraterne og de konservative. Da magtskiftet havde fundet sted i 1937, gik det stærkt, og i september 1938 kunne byggeriet gå i gang.

Arkitekt Axel Jacobsen – en søn af byens store arkitekt i den foregående generation, Niels Jacobsen – fik opgaven og tegnede med udgangspunkt i dansk landsbykirkearkitektur en kæmpemæssig bygning med et højt tårn, der kan ses fra store dele af kirkegården. Det blev indviet ved en højtidelighed den 12. oktober 1939, og den daværende fynske biskop, Hans Øllgaard, foretog den formelle indvielse. I første omgang var det udsmykket med et relief i indgangsrummet af maleren Viggo Bertram Jacobsen, en bror til arkitekten, og senere er der blandt andet opsat glasmalerier i koret af maleren Poul Henrik Jensen med udgangspunkt i skriftstedet: ”Jeg er opstandelsen og livet”.

I 1976 fik kapellet yderligere en malet vægudsmykning, udført af maleren Arne L. Hansen og inspireret af salmen ”I Østen stiger solen op”. Fra 1949 er kirkegårdskapellet endelig udstyret med et krematorium, hvor der hvert år foregår mere end et par tusinde ligbrændinger – så mange, at man har diskuteret anvendelsen af overskudsvarmen fra brændingerne.