Kragsbjerggård

 

Kragsbjerggård 5

Kragsbjerggården tegnet af katedralskolens tegnelærer, J.H.T. Hanck, i september 1835. (Odense Bys Museer)

 

Kragsbjergggården

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Siden 1948 har Kragsbjerggården været ejet af Odense Kommune. Efter at arkitekt K. Lehn Petersen havde stået for restaureringen, åbnede kommunen i 1958 et vandrehjem på stedet.

Da gården først dukkede op i historiske kilder, var det under navnet Rødegård – heraf navnet Rødegårdsvej, og i 1682 var den ejet af rådmand Niels Mule. I 1746 blev den købt af en af byens matadorer, apoteker Johan Christopher von Westen. Apotekeren fornyede bygningerne på gården, som han navngav efter sin første hustru, Karen Krag Holmsted, der døde 1747. Sidst i 1740’erne begyndte han at dyrke tobak, men uden større succes, blandt andet på grund af konkurrence fra udenlandsk tobak.

I 1764 overdrog han gården til sin søn, professor Peter von Westen, der langtfra var så dygtig en forretningsmand som faderen, og som måtte gå fra gården i forbindelse med sin fallit i 1773. I forbindelse med auktionen over Kragsbjerggården blev den beskrevet som firlænget og med en enetages hovedbygning, ”anselig, teglhængt og vel indrettet til fornemme folks beboelse”. Der var en prægtig have og en lille skov ”med lystkvarterer og alleer”, og her søgte byens borgere ud om søndagen.

Kragsbjerggården blev i 1830 købt af Christian Henrik Hansen, der da allerede havde forpagtet Christiansdal (Dalum Kloster). Han fik blandt andet opført det nuværende stuehus. Proprietæren slog snart sit navn fast som kritiker af det pligtarbejde, der påhvilede bønderne ved landevejene. Hans til tider voldsomme fremfærd gav ham også øgenavnet Vej-Hansen.

I 1837 blev Vej-Hansen valgt til stænderforsamlingen i Roskilde og kom senere også i Folketinget. Han så sig selv som bondestandens forkæmper, og blandt bønderne vandt han en vis popularitet ved sine angreb på autoriteterne.

Vej-Hansen blev far til et par sønner, der på forskellig vis gjorde sig bemærket. Den ene var farmaceuten Chr. Hansen, der satte produktionen af osteløbe i system og lagde grunden til en virksomhed, der nu er international. En anden søn var Jules Hansen, der blev en slags uformel diplomat.

I 1840’erne skilte Vej-Hansen sig af med Kragsbjerggården og flyttede til Odense, hvor han blandt andet var brygger og opførte en dragonkaserne i Vindegade. Hans byggeprojekter og senere gårdspekulationer endte ikke heldigt, og han døde som en fattig mand.

Omkring 1860 fik gården igen ny ejer, da Rasmus Rasmussen købte den. Den nye ejer fik seks børn, deriblandt gymnastikpioneren N.H. Rasmussen. Sønnen kom til at gå i katedralskolen og endte senere som lærling på et maskinværksted i Odense. Her forberedte han sig til optagelse på Polyteknisk Læreanstalt, og i 1880 blev han civilingeniør. Da var interessen for gymnastik imidlertid allerede vakt, og Rasmussen spillede en afgørende rolle i at få den svenske – også kaldet den lingske – gymnastik udbredt til både foreninger og skoler. Det er den gymnastikform, der har præget DGI indtil i dag.

En anden af Rasmus Rasmussens sønner, Frederik Rasmussen, blev forretningsmand i Odense, hvor han først handlede med cykler og senere med biler.