Lavshuse

 

b0010500

Midt i billedet ses skomagernes lavshus ved Albani Torv, hvor der nu er rådhus. Billedet er fra slutningen af 1800-tallet (Stadsarkivet).

 

Byens lavshuse

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Bag rådhuset løb før i tiden et lille stræde, der hed Skomagerstræde, for her havde skomagerne deres lavshus. I dag er det dog for længst væk.

Helt tilbage i middelalderen var der mange håndværkere i byen, og ligesom i andre byer nød de odenseanske håndværkere godt af en række særrettigheder. De fleste håndværksmestre og -svende var organiseret i lav. De havde deres storhedstid i 1600- og 1700-årene, og da der var flest, havde Odense 23 håndværkerlav.

Flere af lavene havde rødder tilbage i senmiddelalderens gilder, og oprindelig var de en blanding af faglige og religiøse forsamlinger. Det ældste lav var formentlig skomagerlavet, som i hvert fald kan følges tilbage til begyndelsen af 1400-årene. Men også smedene, skrædderne og skinderne, det vil sige garverne, var tidligt organiseret i lav.

Lavsbrødrene var sikret gensidig støtte både fagligt og socialt. Gennem prisaftaler beskyttede lavet sine medlemmer mod indbyrdes konkurrence og holdt på den måde en acceptabel pris for lavsbrødrene. I tilfælde af sygdom kunne lavsbrødre få udbetalt sygehjælp fra lavskassen. Enkelte lav havde endog et såkaldt “krankenkammer”, hvor medlemmer blev plejet i tilfælde af sygdom.

Almindeligvis måtte ingen håndværker slå sig ned i Odense, medmindre han var medlem af lavet. Optagelsen krævede som regel et klækkeligt gebyr. På den måde kunne lavet selv regulere tilgangen af nye mestre.

Mange af lavenes aktiviteter var henlagt til lavshuset, hvor medlemmerne kunne mødes, uanset om det var til alvorlige forhandlinger eller ved festlige lejligheder. Lavenes love var fyldt med paragraffer, der regulerede de festlige sammenkomster – og intentionen var, at der skulle være tilstrækkeligt med mad og drikke – samt nogenlunde ro og orden. Lavshusets centrale rum var lavssalen, hvor der gerne var borde og bænke. Det var her, mestrene holdt deres møder og fester, men nogle lav lejede også ud til bryllupper og fester.

Skomagernes lavshus nævnes første gang i 1517. Bygningen lå ved Albani Torv, og den blev i skomagernes besiddelse helt frem til 1875 (efter lavsvæsenets opløsning). Et nybyggeri på grunden måtte senere lade livet for rådhusets udvidelse. Nabohuset, Albani Torv 13, som lå omtrent ved rådhusets nuværende sydøstlige hjørne, var i en periode også et lavshus, nemlig skræddernes.

Smedene havde også et lavshus ved Albani Torv, nemlig i nr. 11. De havde fra gammel tid forbindelse med Skt. Albani Kirke – ikke at forveksle med nutidens Albani Kirke – og købte allerede i 1488 et hus over for kirken. Der blev også moderniseret og bygget nyt, men i midten af 1700-tallet var bygningen moden til nedrivning, og smedene skilte sig derfor af med den. Omkring 1815 opstod et stort hotelkompleks på stedet. Det blev ombygget i årene 1853-55, og fra den tid stammede den store bygning ud mod torvet, som senere blev kendt som Brockmanns Hotel.