OB’s klubhus i Ådalen

 

b0058411

OB’s klubhus i Ådalen fylder næste år 50. Det blev officielt indviet 1. september 1968, og foran det nye klubhus tog et af OB’s lilleputhold imod de indbudte gæster (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Ådalens lyksaligheder?

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær 

 

Flere gange har der været stor diskussion om OB’s træningsforhold i Ådalen, og lige så mange gange er følgende spørgsmål blevet rejst: Kan klubben ikke bare flytte og bryde traditionen om, at byens ældste boldklub holder til midt i byen?

Da Odense Boldklub – eller rettere Odense Cricketklub – blev oprettet den 12. juli 1887, holdt klubben til på markedspladsen omkring det nuværende Ansgar Anlæg. Her trænede spillerne, når pladsen ikke blev brugt til andre formål.

I 1892 fik cricketspillerne rejst et lille træhus på markedspladsen, og her kunne medlemmerne klæde om og opbevare deres rekvisitter. Det var dog langtfra optimalt, og derfor gik de boldglade borgere på udkig efter noget bedre.

Den 3. juni 1894 var en festdag for klubben. Med musik og kampe i forskellige sportsgrene indviede klubben sit helt eget baneanlæg i Munke Mose, nærmere bestemt ved Allégades forlængelse. Det var første gang, at en boldklub uden for København fik sit eget idrætsanlæg. På anlægget, som medlemmerne i stort omfang selv lavede, var der opført tre træbygninger, hvoraf to var til omklædning. Desuden var der en stor græsplæne til cricket og fodbold samt tre tennisbaner.

I efterkrigsårene flyttede flere af byens boldklubber væk fra midtbyen som konsekvens af, at mange familier flyttede samme vej – ud mod forstæderne. B1909 fik allerede i 1962 lovning på et areal i det nordøstlige Odense, og samtidig fik Odense KFUMs tilsagn om udflytning til et areal ved Højstrupskolen. I første omgang valgte OB derimod at se tiden an.

På generalforsamlingen i 1963 gjorde formanden sig til talsmand for, at de fem fodboldbaner (inklusive to ved Tietgens Allé) og 14 tennisbaner, som klubben rådede over, var rigeligt for en klub af OB’s størrelse. Kommunen ville dog gerne fremskynde flytningen, da man havde andre planer i Munke Mose, og i 1965 aftalte klubben at leje banerne i Ådalen.

Det skortede ellers ikke på advarsler mod at flytte til Ådalen, der blev stemplet som liggende i et sølvbryllupskvarter. Der ville slet ikke være plads til en klub med vokseværk, sagde andre, mens byens mangeårige stadsgartner, Axel Thomsen, lagde et godt ord ind for placeringen i Ådalen. Da det kom til stykket, besluttede OB sig for Ådalen, og kommunen valgte i 1966-68 at støtte opførelsen af nye klubhuse for både Odense KFUM, B1909 og OB m.fl. Derimod besluttede B1913 sig for indtil videre at blive i Kildemosen.

To gamle OB’ere, kgl. bygningsinspektør Jørgen Stærmose og stadsarkitekt Bent Christiansen, blev sat til at tegne det nye klubhus, der endte med at koste ca. 1,4 mill. kr., før det blev indviet den 1. september 1968.

Det nye klubhus var et stort fremskridt. Der var bedre omklædningsrum, brusere, sauna, kantine m.v. Og dommedagsprofetierne blev gjort til skamme. Nye medlemmer strømmede snart til, og klubben fik i stedet problemer med pladsen. Midt i 1970-erne blev det nødvendigt at udvide. Siden har klubben bokset med pladsproblemer, og klubhuset er heller ikke blevet yngre.