Odense Domkirke

 

b0010557

Odense Domkirke set fra en villahave i Kronprinsensgade, formentlig mellem 1890 og 1900. Nedenfor den bygning, der nu blandt andet rummer kirkens kontor, anes det havehus, hvor Thomas B. Thrige havde virksomhed 1894-97 (Stadsarkivet).

 

Byggeri i næsten 300 år

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Odense Domkirke ser i dag helstøbt og symmetrisk ud, men i virkeligheden har kirken en lang og kringlet historie, der begynder i sidst 1000-årene, da der blev bygget en frådstenskirke på stedet.

Da munken Ælnoth omkring 1120 skrev sin krønike om Knud den Hellige, stod frådstenskirken formentlig færdig som en af landets største kirker. Arbejdet med kirken var begyndt sidst i 1000-årene, og den blev lagt nær den kirke, hvor Knud den Hellige blev dræbt i 1086. Der var tale om en romansk katedral af frådsten – altså porøs kalksten – og den havde nogenlunde samme omfang som den nuværende kirke. Kirken var en passende ramme for en helgen, der trak mange pilgrimme til byen. Nogle få rester af den oprindelige frådstenskirke kan ses i den nuværende domkirkes krypt.

Tiden løb dog hurtigt fra frådstenskirken, og en ny teglstenskirke blev bygget. Biskop Gisico udråbes i en indskrift på facaden mod Flakhaven til bygherre af den højgotiske domkirke. Den latinske inskription fortæller, at den nye teglbygning blev gjort tjenlig til brug i 1301. Men det passer vist ikke helt. Det skete nok først nogle årtier senere.

Teglstenskirken blev bygget i flere omgange, og Gisico lod blot den vestlige del bygge. Normalt begyndte et kirkebyggeri i øst med koret, men ikke her. Det skyldtes formentlig, at den gamle kirke havde lidt brandskade, og at den vestlige del sikkert var hårdest ramt.

Da Gisico-bygningen stod færdig, var pengene øjensynligt sluppet op, og byggeriet af koret mod øst blev først indledt omkring 1400. Hvornår koret stod færdigt, er usikkert, men det er senest sket i 1460’erne. I koret blev der også plads til en krypt til Knud den Hellige, selv om den slags for længst var gået af mode – det havde man brugt i romanske kirker, men ikke i højgotiske kirker. Når krypten blev bevaret, så var grunden formentlig, at helgenskrinet med Knud den Hellige var kirkens hovedattraktion for pilgrimme.

I midten af 1400-årene stod begge ender af teglstenskirken færdige, men mellemstykket manglede stadig. Byggeriet af mellembygningen gik først i gang i 1460’erne. Efter næsten 200 års byggeri blev domkirken langt om længe færdig og blev ”genindviet” af biskop Karl Rønnow i 1499.

Der manglede dog noget, nemlig et tårn. På nordsiden – mod Flakhaven – ses resterne af et planlagt kirketårn, som aldrig blev til noget. Det manglende tårn var nærmest et symbol på kirkens kvaler. Efter flere forsøg fik kirken i 1580’erne et tårn med spir og fire små vimpelspir i hjørnerne. Spiret blev imidlertid for dyrt at vedligeholde, og det blev i 1783-85 afløst af det nuværende.

Efter reformationen blev domkirkens krypt og lektoriet – den platform foran koret, der adskilte lægfolk fra kirkens folk – sløjfet. Krypten blev dog genskabt efter en gennemgribende renovering 1868-75, da man fandt nogle spor af den oprindelige krypt, som restaureringsarkitekten, J.D. Herholdt, digtede videre på.