Teaterbygningen

 

b0007658

Odense Teaters bygning i Jernbanegade, som den tog sig ud få år efter opførelsen. Postkort ca. 1920 (Stadsarkivet).

 

For slem – den gamle kasse!

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Odense Teaters bygning i Jernbanegade har for flere år siden kunnet markere dets 100 års jubilæum, men byens første teaterbygning ved Sortebrødre Torv var opført allerede i 1795 som den første danske teaterbygning uden for København. Året efter blev den taget i brug til dansksprogede forestillinger – og her begynder Odense Teaters egentlige historie.

Det var i teatret på Sortebrødre Torv, at den unge H.C. Andersen fik sine første teateroplevelser, og bygningen blev renoveret mange gange i løbet af 1800-tallet. Flere gange overvejede man også at bygge nyt, men det blev ved tanken – sidste gang omkring 1890, da apoteker Lotze var formand for bestyrelsen. Han var i denne sammenhæng de små fremskridts mand, og man valgte derfor at nøjes med en ny, klassicistisk facade. Det var en beslutning, der hurtigt blev fortrudt, ikke mindst da Aarhus Teater fik en flot ny bygning i år 1900.

I første omgang ledte man efter en grund, og interessen samlede sig hurtigt om slottets have ved den nyanlagte Jernbanegade. De første planer om at bygge her førte ikke til noget, men byrådet købte dog den private teaterbygning ved Sortebrødre Torv. Dermed blev beslutningsprocessen omkring nybyggeri trods alt kortere – men samtidig stod teatret i en vanskelig situation med konkurrence fra Odense Folketeater i Ny Vestergade og fra de fremstormende biografer. Det egentlige gennembrud kom først i 1912, da fem Odenseborgere fik flikket en finansieringsmodel sammen, som de fik byrådet til at godtage. Blandt initiativtagerne var Odenses senere borgmester, kaffegrosserer J.L. Christensen, og redaktøren af Fyens Stiftstidende, Morten Dreyer. Kommunen skulle først og fremmest bidrage med en gratis grund ved Jernbanegade, hvor slottets gartnerbolig så skulle rives ned, samt med den opsparing, byen havde i den gamle teaterbygning. Byen skulle også bidrage med et lån, men til gengæld fik man repræsentanter i den nye teaterbestyrelse og skulle godkende teatrets billetpriser. Med nutidens sprogbrug var der tale om et offentligt-privat partnerskab.

Arkitekt Niels Jacobsen var tidligt i processen udpeget som den, der skulle slå stregerne til den nye bygning, og i juli 1913 var slottets gartnerbolig nedrevet, så man kunne lægge grundstenen til det nye teater. Den 1. maj 1914 lukkede teatret på Sortebrødre Torv med forestillingen Gulddåsen, der både havde været spillet i 1796, da Odense Teater åbnede, og ved teatrets 100 års jubilæum. Efter forestillingen fremførtes en epilog, hvor teatrets unge direktør repræsenterede fremskridtstroen. Det hjalp ikke at hænge fast i det gamle, for – som han sagde – ”Til tidens fremskridt må det hele passe, ved Gud! Den var for slem – den gamle kasse!”

Få måneder senere brød 1. verdenskrig ud, og fremskridtstroen fik sig et grundskud. Men teaterbyggeriet var så langt fremme, at det blev fuldført – inden for budgettet på 360.000 kr. I samtiden var der enighed om, at Niels Jacobsen havde løst den stillede opgave fortrinligt, og han fik da også på indvielsesdagen besked om, at han var udnævnt til Ridder af Dannebrog.