Vestergade 64

 

b0021318

Ejendommen på hjørnet af Mageløs og Vestergade, som den tog sig ud først i 1930’erne. En fornem beliggenhed i centrum og ved byens første lysregulerede kryds. På taget Fyns Venstreblads lysavis (Stadsarkivet).

 

En mageløs bygning

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Ejendommen på Vestergade 64 kan føre sin historie tilbage til 1600-tallet. Kort forinden var Vesterport flyttet fra Smedestræde til der, hvor Pantheonsgade i dag møder Vestergade. Den nye strækning blev hurtigt bebygget, på sydsiden af Vestergade typisk med gårde, der havde grunde, som gik helt ned til åens nordlige løb. Således også Vestergade 64, som formentlig gjorde tjeneste som byens posthus fra 1653. Her boede nemlig Odenses første postmester, Otto von Oesede, og da han døde i 1674, efterlod han sig et rigt indbo.

Efter postmesterens død blev gården brugt til privat beboelse. Dens navn var tidligt Mageløs, altså uden lige, og det hang måske sammen med dens størrelse eller en rig udsmykning. Det skyldtes således ikke, at den nogle år senere blev til privatbolig for enken efter den fynske biskop, Niels Bang!

Blandt de følgende ejere var både borgmestre og godsejere. Enken efter en ejer af Hollufgaard solgte i 1756 Mageløs til en københavner, som optrådte som mellemmand for den enevældige konge. Mageløs blev købt, fordi man her ville oprette et odenseansk bomuldsvæveri og derigennem medvirke til at begrænse importen.

Man fik forbindelse med lederen af et tysk bomuldsvæveri, Anton Hübner fra Wiesbaden. Han kom efter en vanskelig sørejse herop sammen med flere hundrede medarbejdere. Fabrikationen kom i gang, men eventyret fik hurtigt en ende. Mange ufaglærte følte sig lokket til Odense under falske forudsætninger. Fabrikanten mente derimod, at de ansatte var ulydige og brugte alt for megen tid på byens værtshuse. Bylivet gav dem, blev det sagt, ”alt for megen lejlighed til liderlighed”. Mange flygtede i hvert fald, og et år senere flyttede produktionen til Tåsinge.

I 1761 købte borgmester Wolrath Holm ejendommen og overlod den snart til Johannes Eichel, der havde sit embede som fynsk embedslæge i 51 år, men kun blev boende nogle få år i Vestergade 64. Andre ejere fulgte, ejendommen forfaldt, og den kendte odenseanske sparekassegrundlægger, Jens Benzon, lod det slidte forhus nedbryde. I 1807 byggede han i stedet den ejendom, der med ændringer blev stående frem til 2. verdenskrig. Midt i 1800-tallet blev her hotel – et af byens førende, Hotel Skt. Knud, med egen keglebane og have ned til åen. Snart måtte man dog sælge store dele af haven, blandt andet til det nye Bryggeriet Odense.

Hotellet lukkede under 1. verdenskrig. Kort efter besluttede byrådet at anlægge en ny gade, Mageløs, hen over en stor del af den tilbageværende grund. Forhuset kom fra 1924 til blandt andet at rumme Konditoriet Sct. Knud, drevet af konditor H.C. Hoff og senere af hans søn, Kai Hoff, samt Fyns Venstreblads redaktion. Bygningen blev maltrakteret flere gange under 2. verdenskrig og måtte fuldkommen fornyes. Konditoriet holdt stand til 1973, da det tabte kampen om kalorierne. Privatbanken rykkede så ind og begyndte bankvirksomhed i ejendommen. Det blev til en epoke på godt 40 år.