Vindegade 75 og 77

 

000500240004

Vindegade 75-77, hvor både forhuset til højre og de bagvedliggende gamle fabriksbygninger nu er nedrevet til fordel for nybyggeri af boliger. Foto 1952 (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

 

Margarine og bagerposer

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

 

Vindegade 75 og 77 blev begge bebygget omkring 1870, primært til beboelse. Det var små huse i halvanden etage med sidehuse bagtil, og bagved rakte grundene ud mod ejendommene i Thorsgade og Dronningensgade.

Netop i Thorsgade 8 var det, at der omkring 1890 blev oprettet en lokal margarinefabrik, A/S Odense Margarinefabrik, og da der snart efter blev behov for udvidelser, opkøbte fabrikken i to omgange de to små ejendomme i Vindegade og byggede produktionsfaciliteter på arealerne omme bagved. Relativt hurtigt blev forhuset i Vindegade 77 nedrevet, mens forhuset i nr. 75 fik lov til at overleve indtil for nylig.

Den mangeårige formand for Dansk Smede- og Maskinarbejderforbund, nu Dansk Metal, Hans Rasmussen (1902-1996) voksede op på kvisten i nr. 73, og hans far arbejdede fra 1903 på margarinefabrikken – med hiv og sving opnåede han vist nærmest at få 25 års jubilæum på fabrikken, inden den lukkede omkring 1928. Da blev den som led i koncentrationstendenserne i branchen overtaget af Otto Mønsted A/S – det firma, der producerede den landskendte OMA-margarine. Der havde i de fleste år været omkring 12 arbejdere beskæftiget, men i en periode under 1. verdenskrig måtte produktionen indstilles på grund af manglende tilførsel af den vegetabilske olie, der var en af ingredienserne.

Margarinen var et omstridt produkt i samtiden. Den gjorde nytte, da smørpriserne steg og gjorde smørret for dyrt for småkårsfolk, men omvendt kæmpede landbrugets venner for det ”rene land”, og der var klare restriktioner på salget af margarine, som endelig ikke måtte forveksles med det forgudede smør. Margarinen fik da også øgenavne, og blandt dem var ”negerfedt” det politisk mest ukorrekte.

Hans Rasmussens far var bomstærk, ansvarsbevidst og nøjeregnende og ville egentlig gerne have haft med margarinefabrikkens heste at gøre – for han havde selv været herregårdskusk og kørt hestedrosche – men fabrikkens direktør ville hellere bruge ham i produktionen, hvor han blandt andet baksede den nyfabrikerede margarine op i æltemaskinen. Det var – fortæller Hans Rasmussen – stort set en god arbejdsplads, hvor de ansatte fik arbejdstøj og kunne regne med en håndsrækning, hvis de kom i forlegenhed, men faderen var også det, ”man i vore dage ville kalde en morakker”.

Da margarinefabrikken ophørte, brugte de nye ejere i nogle år fabrikskomplekset som led i distributionen af deres produkter, men i 1942 var det forbi. Papirgrosserer P.M. Brønsro overtog bygningerne i Vindegade, og han – og senere sønnen, Børge Brønsro – drev virksomhed på stedet indtil slutningen af 1980’erne. De havde engrosforretning for papir, men herudover var der også bogtrykkeri og posefabrik. Et helt særligt speciale var fremstillingen af poser til bagere. Der var dog gennem årene også en række mindre virksomheder i det store kompleks, som nu er væk og erstattet af boliger.