Byrådsvalget i Odense 1966

 

b0051786

Kontorchef C. Dalgaard fra byplansekretariatet og borgmester Holger Larsen viser planen over den fremtidige Vollsmose-bydel frem i 1964 (Stadsarkivet).

 

Byrådsvalget i Odense 1966

af Jørgen Thomsen

 

Odenses byrådspolitikere havde midt i 1960’erne fuld klarhed over den igangværende udvikling. Mange yngre ægtepar sagde deres lejligheder i Odense op og flyttede ud til en af omegnskommunerne, hvor de investerede i eget hus – somme tider med en ganske lille udbetaling. Og for Odense Kommune var konsekvensen ikke til at tage fejl af. Indbyggertallet raslede ned, byen mistede værdifulde skatteydere og millioner af skattekroner, og pessimister så allerede frem mod den dag, hvor Odense stort set kun var befolket af studerende og pensionister. Der var snævre grænser for, hvor mange skattekroner man kunne “plukke” af dem.

Helt fra 1958 havde den fremtidige kommunale inddeling været under overvejelse på landsplan. En kommunallovskommission havde set på spørgsmålet fra mange sider, og i 1965 begyndte det at spidse til, og omegnskommunerne kunne godt se, at klokken var ved at falde i slag. Derfor kom det også i Odenseområdet til frivillige kommunesammenlægninger, idet Seden-Åsum og Agedrup kommuner gik sammen til den nye Fjordager Kommune, ligesom Korup og Ubberud kommuner indgik nyt kommunalt ægteskab. Begge nye kommuner opstod i 1966, mens en planlagt sammenlægning af Fraugde og Allerup-Davinde kommuner måtte skrinlægges på grund af protester fra Odense. De første tanker om en udvikling i sydøstlig retning var ved at tage form, og i det hele taget følte byen sig – med det socialdemokratiske byrådsmedlem Georg Jørgensens ord – som “en indeklemt husmand”. Da Vollsmoseplanen var besluttet i byrådet i 1964, var der stort set ikke mere jord tilbage til byudvidelser.

I bymidten var der nogenlunde samtidig for alvor ved at komme gang i de store forandringer. Nedrivningerne til det store gadegennembrud i bymidten var i gang. På Klingenberg blev en lang række gamle huse revet ned for at skaffe plads til det store I.G.-varehus, som nogenlunde samtidig blev overtaget af Magasin – verden udefra pressede sig på. Og den ene side af Albanigade blev ryddet. Vejen skulle være firsporet, og gaden blev forsynet med nybyggeri, der var spredt ud som byggeklodser i tidens stil. Nu 40 år senere kan man kun glæde sig over, at motorgader og byggeklodser trods alt ikke nåede videre frem, som det ellers havde været planlagt i begyndelsen af 1960’erne.

Den kommende kommunalreform spillede kun en mindre rolle i valgkampen, og ved byrådsvalget i 1966 fik socialdemokraterne “kun” godt 40% af de afgivne stemmer og dermed det dårligste resultat i mands minde. Partiet tabte to mandater, men da SF samtidig gik frem til tre, kunne Holger Larsen fortsætte som borgmester. På den borgerlige fløj beholdt de konservative 10 mandater og Venstre ét, mens de radikale for første gang i mange år på ny blev repræsenteret i byrådet med et enkelt mandat. De landspolitiske tendenser smittede af i Odense – senere samme år var der folketingsvalg, hvor SF fordoblede sit mandattal, og de radikale ligeledes gik frem. Vælgernes troskab over for de gamle partier, der hver for sig havde stået for klassiske vælgergruppers interesser, var ved at forsvinde.