Cyklingens gynækologiske farer

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Ingen undrer sig i dag over at se en kvinde på cykel – det er lige så almindeligt som regnvejr. Men i cyklens barndom var sagen mere kontroversiel. Det begyndte med nogle få tossede vovehalse, der svævede over de toppede brosten på deres væltepetere. Det var nyt og spændende, men da kvinderne sprang med på cyklerne, blev de mødt af rynkede pander og bekymrede blikke. Det var skamløst at se kvindfolk sidde overskrævs på sadlen, skønt de cyklede i såkaldte reformdragter med posede bukser og jaket.

Et ungt par fotograferet i inderkredsen på cykelbanen ved Fruens Bøge i 1907. Kvinden er iklædt en såkaldt reformdragt, der flyttede dragtens vægt fra livet til skuldrene og afskaffede korsettet (Stadsarkivet).

Nogle læger mente, at de kvindelige kønsorganer tog skade og blev ødelagt af den hårde sadel. Derfor var læger som Frantz Howitz modstandere af, at kvinder satte sig op på en cykel. Det indebar alt for mange ”gynækologiske farer”.

Andre var bange for, at kvinderne kunne blive erotisk opstemte, når de cyklede, mens atter andre mente, at cykelsporten blev for feminin, når kvinderne også begyndte at cykle. Det gik jo ikke. Der var dog også dem, der holdt på, at cykling var god motion – også for kvinder. Men de kvindelige cyklister måtte optræde anstændigt.

Fyens Stiftstidende bragte i 1896 under overskriften ”Cyklistinde” en slags guide til kvindelige cyklister, så de ”ved en korrekt, fuldkommen dadelløs optræden” kunne bidrage til, at fordommene mod cyklistinder svandt bort. Det simple råd lød: Opfør dig på cykel, som du ellers er vant til, og overlad i vanskelige tilfælde afgørelsen til den ”medfødte takt”.

På forunderlig vis blev cyklismen og kvindefrigørelsen knyttet sammen. Cyklen var et reelt og symbolsk skridt på vejen mod frigørelse for mange kvinder. De cyklende kvinder oplevede en ny og hidtil ukendt bevægelsesfrihed på deres cykelture. Verden åbnede sig.

De kvindelige cyklister vakte i begyndelsen en del opstandelse og udfordrede den gængse kønsmoral. Karen Marie Ellegaard (senere gift Rosager) fotograferet i midten af 1890’erne (M. Koch fot., Stadsarkivet).

I 1893 fik frøken Warberg fra Erikshåb ved Højrup Station en cykel, og hun var blandt de første – hvis ikke den første – kvinde, der trillede rundt i Odense på cykel. Det var en såkaldt safetycykel.

Synet af den unge dame iført et par omfangsrige cykelbukser, der mest af alt lignede en meget lang nederdel, vakte nærmest opstandelse. Bedre blev det ikke, da der gik rygter om, at frøken Warberg på vej hjem standsede lidt uden for Odense for at gå ned i grøften, hvor hun tog bukserne af og fortsatte cykelturen blot iført ”de unævnelige”, som underbukser blev kaldt. En anden kvindelig cykelpioner var den 14-årige Elly Eilskov, der i 1894 dristede sig til at afkorte sin nederdel med hele 10 cm, så hun lettere kunne træde pedalerne. Men nu kunne hendes ankler ses, og det vakte forargelse.

Tre piger fra familien Lehn Petersen klar til at lufte cyklerne, mens drengene må se til. Foto ca. 1900 (Stadsarkivet).

De kvindelige cyklister tog også del i cykelklubbernes selskabelige udflugter, og det kunne være anstrengende. Her lød avisens råd: ”Det er en gammel, berettiget grundsætning for god tone, at damer aldrig bør blive i den grad echaufferede [varme og røde i ansigtet] i herreselskab, at de ikke blot lader alt tilbage at ønske i deres udseende, men også er ude af stand til at efterkomme de selskabelige krav”.