Cyklisternes by

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Fyens Cykle Union arbejdede for at forbedre cyklisternes vilkår. Klubben var blandt andet medvirkende til, at Odense Byråd anlagde en cykelsti til lystskoven Fruens Bøge, hvor også cykelbanen lå. Her er cyklister og en enkelt taxabus fotograferet i 1905 foran restauration Esplanaden, der markerede indgangen til Fruens Bøge (E. Biering fot., Odense Bys Museer).

Danmark er cyklens land – i hvert fald i danskernes egen selvforståelse. Og Odense ynder at markedsføre sig som en cykelby – skidt med, at andre byer gør det samme. Der er stor prestige i at være en god cykelby, og Odense har flere gange fået ridderslaget. Byen blev således udpeget til at være Danmarks nationale cykelby i årene 1999-2002.

I 2015 fik Odense endnu en titel, da Dansk Cyklistforbund kårede byen til Danmarks cykelby. Den titel kom især i hus på baggrund af åbningen af Byens Bro, cykel- og fodgængerbroen, der forbinder byen med havnen. I de seneste år har anlæggelsen af såkaldte supercykelstier også været med til at understøtte Odenses ry som en god cykelby.

Kvindelig cyklist i Kongensgade ca. 1910. Odense var blevet en cykelby, og en fransk journalist skrev efter et besøg, at det, der særlig kendetegner Odense, var de mange cyklister, hovedsagelig de mange damer. Odense er måske, fortsatte han, den by i hele verden, der har forholdsvis fleste cyklister! (Stadsarkivet).

Men det er ikke noget nyt, at Odense omtales som cykelby. Allerede i år 1900 skrev et landsdækkende cykelblad, at Odense var cyklisternes ”eldorado”, da byen havde en cykelsti, færdselsregler for cykler og et cykelvenligt byråd. En lokal avis fortsatte i 1908 i samme spor: ”… jeg ved, at det første, en fremmed turist lægger mærke til i Odense, er vor smukke banegård og så cyklisternes mængde. I denne forbindelse vil han også beundre de praktiske cykelstier som en virkelig moderne og god opfindelse”.

Begejstringen for byens mange cykler holdt ved. ”Vi cykler alle sammen. Unge og gamle, rige og fattige, kvinder og mænd. Den tid er for længst forbi, da man anså det for ikke at være ”ladylike” for en dame at køre på cykel – damerne er nu snart de ivrigste til at dyrke cykelsporten”, skrev Fyens Stiftstidende i 1920.

Når folk kom til byen, bemærkede de også de mange cykler. ”Ville man spørge en fremmed, der besøger Odense, om, hvad der imponerede ham i den fynske hovedstad, kan man vist godt gå ud fra, at han i sin besvarelse vil nævne: Det forbavsende antal cykler!”, skrev en lokal avis i 1922, og ved den lejlighed blev Odense udråbt som ”den mest cyklende by i landet”.

Trafikanten på Kongensgade ca. 1910. Cyklisterne blev efter århundredskiftet et almindeligt syn i gadebilledet (Odense Bys Museer).

Byens forhold til cyklerne har dog ikke altid været gnidningsfrit. De mange cykler gav problemer for trafikken. ”De har sikkert alle gået en tur gennem strøget og har set den store trafik af fodgængere, automobiler, cykler og hestekøretøjer, og set, hvorledes de snor sig mellem hinanden, tudende og kimende, så man hvert øjeblik skulle tro, der ville ske en ulykke”.

Det var især odenseanernes manglende ”evne” til at overholde færdselsreglerne, der satte sindene i kog. Allerede i 1800-tallet blev der klaget over, at cyklisterne slingrede fra den ene rendesten til den anden og kørte uden at holde på styret osv.

En taxavognmand harcelerede i 1943 over cyklisterne og udtalte: ”Cyklisterne her i byen er helt umulige!”. Da gav ikke tegn og drev ren ”terror” mod bilisterne, når de sneglede sig af sted midt på kørebanen. Vognmanden viste ikke megen forståelse for, at krigens benzinrationering havde fået ekstra mange til at hoppe på cyklen, mens bilerne stort set var forsvundet.