af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen
Da 1800-tallet endnu var ungt, lå Odenses toppede brostensgader og støvede grusveje mere eller mindre mørke hen, når solen gik ned. Men da byen fik vand og gas, indvarslede det nye og moderne tider.
I 1851 fik Odense Borgerrepræsentation ny formand, nemlig købmand Wilhelm Petersen, og han fik en afgørende finger med i spillet, da Odense fik en moderne vandforsyning, og da gadernes gamle tranlygter blev afløst af gaslygter. Byen fik kort sagt både et vandværk og et gasværk.
Først måtte man dog igennem en lang og til tider ophidset debat på borgermøder, i dagspressen og i borgerrepræsentationen. Men Wilhelm Petersen og andre fik alle betænkeligheder fejet til side. Når man alligevel gravede byens gader op, så kunne man lige så godt lægge to hold ledninger ned på én gang, og så begyndte opgravningen i gaderne og byggeriet af værkerne. Allerede i januar 1853 skrev avisen, ”at det gik godt fremad med vand- og gasrørenes nedlægning”.
De opgravede gader gav selvfølgelig problemer, og byens vægtere fik en ekstraopgave med at passe på, at folk ikke drattede i udgravningerne, når de gik hjem fra en god fest. Vægterne gjorde det ikke for deres blå øjnes skyld, og der kom en ekstraregning på bevogtningen.
Den 22. august 1853 blev det første gasblus tændt i byens gader – til sorg for dem, der solgte tran til de gamle tranlamper. Odense havde vist sig som landets ”første sprøjte”. Landets største provinsby var først med offentlig gasforsyning – end ikke hovedstaden havde fået etableret gasforsyning på denne tid.
Gassen var et privatforetagende. Bag Odense Gasværk stod et engelsk selskab med navnet Det danske Gaskompagni, og åbningen af gasværket i Odense indledte en hektisk periode, hvor nye gasværker skød op som paddehatte – mellem 1854 og 1856 fik eksempelvis både Assens, Nyborg og Svendborg gasværker.
Gassen blev lavet ved at opvarme kul i lukkede beholdere til meget høje temperaturer, så det afgav gas. Den frigivne gas blev renset – en kompliceret proces – før den blev opsamlet i gasbeholdere, hvorfra den blev sendt ud til gadelamper og private kunder.
De første årtier blev gassen mest brugt til lys, da gaslyset var billigere end f.eks. tællelys, stearinlys, olie- og tranlamper. Selv om gassen også blev brugt til madlavning og opvarmning, så holdt de fleste fast ved at lave mad på komfuret fremfor at tænde et gasapparat.
Et af de steder, der fik indlagt gas, var Odense Rådhus. Men ville folk, der lånte festsalen, more sig under gaskuplernes skær, måtte de betale ekstra, men så måtte de også more sig, så længe de havde lyst!
Når gassen svigtede – og det gjorde den selvfølgelig – gik forbrugerne til avisen, der så skrev et længere klagesuk. Én klagede over, at lyset gik ud flere gange om fredagen. Omvendt bemærkede gaskompagniet, at nogle kunder benyttede gas uden om det særlige gasur, der målte forbruget. Hvis snyderiet blev opdaget, medførte det selvfølgelig både bøde og politianmeldelse.
Om Odense 