af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen
Fra 1939 til 1959 kørte der elektriske bybusser, de såkaldte trolleybusser, i Odenses gader. En læser har bedt os om at fortælle lidt om trolleybussernes virke. Han husker selv luftledningernes placering over nogle af gaderne i midtbyen, og hvordan det slog gnister, når busserne kørte.
På generalforsamlingen i 1936 tog Odense Sporveje en radikal beslutning. Hvis linjen til Skibhusvej skulle forlænges, skulle det være med trolleybusser. Beboerne i Skibhuskvarteret havde længe ønsket sig bedre offentlig transport, og løsningen var elektriske busser. De var mere fleksible og kunne derfor nemmere komme gennem Nørrebrotunnelen. Når valget faldt på trolleybusser og ikke på diesel- eller benzinbusser, så var årsagen blandt andet de høje priser på brændstof. Trolleybusserne kørte på strøm, som busserne fik fra luftledninger – akkurat som sporvogne.
Det blev De Forenede Automobilfabrikker (Triangel), der leverede de første seks trolleybusser. Den 8. august 1939 begyndte busserne at køre på strækningen fra godsbanegården til endestationen på hjørnet af Emilievej og Skibhusvej. Trolleybusserne havde været under forberedelse i tre-fire år, men nu kørte de, og så blev den tidligere sporvognslinje nedlagt. ”Hvis trolleybusserne holder, hvad man håber, vil sporvejen i Odense muligvis om nogle år være helt nedlagt og erstattet med trolley”, skrev Fyens Stiftstidende.
Beboerne på Skibhusvej havde fået bedre offentlig transport, men det var ikke uproblematisk. Busserne forstyrrede f.eks. radiosignalet: ”Det knalder som maskingeværild, så snart lytterne stiller ind på udenlandske stationer, og selv Kalundborgs udsendelser slår støjen igennem”. Problemet blev dog delvis afhjulpet med hjælp fra Odense Radioklub.
Men så meldte nye og større problemer sig. Landet blev besat, og mørklægningen gjorde det besværligt at køre efter mørkets frembrud. Færre brugte den offentlige transport. Folk sparede og tog i stedet cyklen, og da man samtidig skulle spare på elektriciteten, som trolleybusserne gjorde et stort indhug i, blev der længere mellem afgangene. Der blev skåret ned, og i 1940 blev der lavet en vendesløjfe til trolleybusserne ved Fredens Kirke, da næsten ingen kørte længere ud. Der var også tekniske problemer. Den lange forbindelse op til ledningsnettet faldt ofte af, og så måtte chaufførerne ud med en lang stang og sætte forbindelsen på igen.
Da sporvognene forsvandt i 1952, blev trolleybussernes linje forlænget fra Jernbanegade til Hunderup Skov, men også de elektriske bussers dage var talte. Den 16. november 1959 kørte den sidste trolleybus gennem Odense. Gennem 20 år havde der kørt elektriske busser. Det, der en gang var moderne, var nu ude af trit med tidens krav.
Trolleybusser var ufleksible, bundet til et ledningsnet, og driften stoppede gerne om vinteren, når der kom is på ledningsrettet. Fremtiden tilhørte dieselbusser. Mange var glade for at komme af med trolleybusserne, da man samtidig kom af med køretrådene, der f.eks. forhindrede, at man i Kongensgade og Vestergade kunne smykke gaderne til jul med granguirlander fra husmur til husmur.
Trolleybusserne kom til ophugning, og enkelte endte som mandskabsvogne hos Hans Jørgensen & Søn.
Om Odense 