De sudetertyske flygtninge

b0007750d

Sudetertyske flygtninge ved ankomsten til det nu nedrevne garnisionssygehus i Albanigade 9. februar 1939 (Stadsarkivet).

af Jørgen Thomsen og Johnny Wøllekær

Münchenaftalen fra den 30. september 1938 mellem Tyskland, Italien, Frankrig og Storbritannien var kulminationen på vestmagternes eftergivenhedspolitik over for Hitler. Den betød, at tre millioner sudetertyskere kom ”hjem til riget”, og den sendte godt 200.000 tjekkere på flugt fra nazistisk forfølgelse. De nye flygtninge kom i kølvandet på de mange jøder og andre politisk forfulgte, der i årene efter Hitlers magtovertagelse i 1933 havde forladt Tyskland, og som ofte havde mødt lukkede døre i andre europæiske lande. Flygtningene fra Tjekkoslovakiet fik imidlertid en særposition, da de blev kædet direkte sammen med fredsaftalen i München.

Flere lande accepterede trods en udbredt skepsis at tage imod et begrænset antal flygtninge – for fredens skyld. Det drejede sig om de ca. 30.000 tyske, østrigske og sudetertyske antinazister, som myndighederne i Prag ønskede at slippe af med, og som frygtede at blive sendt tilbage til tyskerne.

Danmark blev også berørt. Efter internationalt pres indvilgede regeringen i slutningen af 1938 i at modtage 150 flygtninge. Landets flygtningepolitik bar ellers præg af, at man endelig ikke ville træde tyskerne over tæerne. Derfor skete modtagelsen af flygtningene som led i en international hjælpeaktion.

Det gjaldt nu om at finde et sted til flygtningene. Pilen pegede på Odense, hvor det gamle garnisonssygehus i Albanigade hurtigt kom i spil. Her kunne flygtningene indkvarteres langt fra København og forholdsvis isoleret fra det odenseanske bymiljø. Og sygehuset var i forvejen halvtomt, da man efter aftale med kommunen var begyndt at indlægge soldater på sygehuset på Sdr. Boulevard.

Den 9. februar 1939 ankom de første 85 flygtninge til Odense, og Fyns Social-Demokrat talte med en ældre herre, der fortalte: ”Vi er hjemløse blandt folkeslagene. Vi har intet på hele kloden, vi kan kalde vort”. Den borgerlige presse bed derimod mærke i flygtningenes påklædning og gode kår: ”… de gjorde næsten alle indtryk af at befinde sig godt. De spøgte og lo, mens de pakkede kufferterne ud på deres værelser”, skrev Fyens Stiftstidende.

Münchenaftalen kom som bekendt ikke til at betyde ”Fred i vor tid”, men inden tyskerne i marts 1939 besatte resten af Tjekkoslovakiet, kom endnu fire mindre transporter til Odense. I alt kom 164 sudetertyskere til Danmark, og 124 af dem boede en periode på garnisonssygehuset. I foråret 1939 nåede lejren sit maksimum med 107 flygtninge. De færdedes frit i Odense, men kun tre-fire i en samlet flok, da myndighederne var bange for, at de skulle vække opsigt.

Mange af flygtningene rejste senere i 1939 til Canada, mens andre fandt et sted at bo i byen og fik arbejde i Odense. Kort før Danmark blev besat, blev flygtningelejren på garnisonssygehuset nedlagt. Under krigen flygtede en del sudetertyskere til Sverige, mens andre blev boende i Odense.