Den blodige 5. maj 1945

 

b0015715

Under skyderierne om eftermiddagen den 5. maj 1945. Modstandsfolk ligger i stilling i Albanigade og skyder i retning mod Albani Torv. Billedet er taget fra domhuset. (Stadsarkivet). 

 

Den blodige 5. maj 1945

af Andreas Skov

 

Det skulle have været en glædens dag. Men den 5. maj 1945 blev den blodigste dag i Odenses nyere historie. I to-tre timer om eftermiddagen mindede den indre by om en regulær krigszone. Mindst ca. 26 mennesker mistede livet, og ca. 80 blev såret.

Om aftenen den 4. maj 1945 blev meddelelsen om den tyske kapitulation i Danmark bragt i BBC’s danske nyhedsudsendelse. Fra den 5. maj kl. 8.00 ville de tyske tropper overgive sig de allierede styrker. Meddelelsen udløste en enorm glæde i hele Danmark. I modstandsbevægelsen var der tillige lettelse at spore, for blot få dage tidligere havde den øverstkommanderende for de tyske tropper i Danmark, generaloberst Lindemann, indikeret, at han ikke ville overgive sig uden kamp.

De odenseanske væbnede modstandsstyrker omfattede ca. 2.000 mænd, hvoraf tre fjerdedele havde været med i mindre end ét år. Det var kun et mindretal, som havde deltaget i sabotager, våbenmodtagelser eller stikkerlikvideringer. Hovedparten tilhørte de såkaldte M-grupper, dvs. militære ventegrupper.

Om aftenen og natten blev strategisk vigtige bygninger såsom telefonhuset, elværket, gas- og vandværket og hovedbanegården sat under bevogtning. Og tidligt om morgenen beordrede byledelsen for modstandsgrupperne alle udfaldsveje spærret. Alle civile, der forsøgte at forlade byen skulle visiteres, og hvis pågældende havde våben eller tyske papirer, skulle han/hun omgående arresteres.

Klokken 8.00 begyndte alle byens kirkeklokker at ringe som tegn på, at befrielsen var en realitet. Samtidig ankom to repræsentanter for den fynske modstandsbevægelses øverste ledelse, Fynsledelsen, til kasernen på Sdr. Boulevard, hvor ca. 400 tyske soldater holdt til. Her havde de en samtale med den tyske kommandant for hele Fyn, major Graichen, der lovede at holde sine soldater inde på kasernens område. Ifølge kapitulationserklæringen skulle tyskerne overgive sig til britiske eller amerikanske styrker.

Den 5. maj blev i høj grad præget af de mange arrestationer. Da dagen var omme, var 209 personer blevet arresteret. Odense Arresthus’ kapacitet var 60, og det blev snart nødvendigt også at tage den gamle tvangsarbejdsanstalt i Klaregade i brug. Alligevel var der i dagene efter den 5. maj i perioder indsat over 400 personer i Odense Arrest. Mange blev hurtigt løsladt igen, mens den resterende del blev overført til en interneringslejr i Nyborg.

Efter omstændighederne forløb det meste af befrielsesdagen roligt, men sidst på eftermiddagen gik det galt. Ved Bolbro Bakke kom modstandsfolk fra henholdsvis Middelfart og Odense ved et uheld i ildkamp med hinanden. Begge parter troede, at modparten tilhørte det berygtede Hipo-korps. To modstandsfolk blev dræbt, inden man blev klar, at modstandsfolk skød på hinanden.

Netop som situationen på Bolbro Bakke var ved at komme under kontrol, begyndte heftige skyderier i centrum af Odense. Hvem og hvad der udløste skyderierne er aldrig blevet opklaret. I samtiden blev Hipo-folk – altså danskere i tysk polititjeneste – udpeget som de skyldige, men korpsets andel i begivenhederne lader imidlertid til at være blevet stærkt overdrevet. F.eks. finder man ingen hipo-folk på sygehusenes lister over dræbte og sårede.

 

b0032381

Modstandsfolk har søgt dækning bag og en civil mand bag statuen af Frederik d. 7 på Flakhaven. (Stadsarkivet)

 

Det var muligvis et vådeskud, der fik det hele til at eksplodere. Som en tidligere modstands- og politimand har bemærket: ”Det var jo ikke alle frihedskæmpere, der var vant til at omgås skydevåben.

Der var skyderier i så godt som hele det indre Odense; bl.a. på Klosterbakken ved KFUM-bygningen, der husede repræsentanter fra det tyske luftvåben og tyske flygtninge, ved politistationen på Flakhaven, Klingenberg, ved domhuset på Albanigade, Ansgar Anlæg, Vindegade og ved krydset Vestergade-Kongensgade.

Efter godt to timers voldsom skydning lykkedes det at få skyderierne bragt til ophør. Da havde 10 modstandsfolk mistet livet, og 17 modstandsfolk var blevet såret. Det var imidlertid de civile, der havde betalt den højeste pris: 13 var blevet dræbt og 64 såret. Derudover var tre tyske soldater blevet dræbt og mindst syv såret. Odenses befrielse fik således et temmelig bittert skær.