Den blodige december i 1732

Skillingsvise

Skillingsvise. I december 1732 blev Anne Cathrine Hansdatter og kæresten Hans Nikolajsen henrettet i Odense, dømt for at have købt Jens Jyde til at slå hendes ægtemand ihjel. Det unge kærestepar kendte hinanden fra Krogshøj i Paarup, hvor hendes fødegård lå og hvor han havde tjent. Kæresteparret ventede allerede et barn, da Anne Cathrine blev tvangsgift med en ældre bonde, men under bryllupsgilder aborterede bruden (gengivet efter Niels Kragh-Nielsen: Straffet på livet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

December 1732 var meget blodig i Odense. Byen oplevede en række henrettelser, som satte Odense på den anden ende. Henrettelser var ellers ikke var hverdagskost. Tværtimod kunne der gå år og dag mellem, at bødlen kom på arbejde. Mellem 1541 og 1869, da Odense oplevede sin sidste henrettelse, har vi kun kendskab til 35 henrettelser på 328 år. Men når det skete, så var det et offentligt skue, der gerne tiltrak mange tilskuere.

Denne december var ingen undtagelse. Men noget var alligevel anderledes, nemlig antallet af henrettelser. På få dage oplevede odenseanerne henrettelsen af intet mindre end fem personer i forbindelse med to mordsager, der lignede hinanden ganske meget. Begge handlede om ulykkelig kærlighed, unge kvinder, der blev gift med ældre mænd, og drab som sidste udvej.

Den 9. december 1732 var odenseanerne vidne til tre af henrettelserne. Den unge bondekone Anne Cathrine fra Krogshøj i Paarup Sogn, kæresten Hans Nikolajsen og værtshusholder Jens Sørensen Jyde var alle blevet dømt til døden. Selv om den unge pige var gravid fik hendes mor arrangeret et tvangsgift med den 19 år ældre bonde, Ole Andersen, fra Store Himmelstrup i Vigerslev Sogn. I sin desperation havde hun og kæresten lejet værtshusholderen til på en mørk aften for 7 daler at tage livet af hendes gamle mand. Mordet var sket på gården i Himmelstrup ved fastelavnstid, og værtshusholderen blev i øvrigt også dømt for medvirken til Anne Katrines abort.

Et øjenvidne til den tredobbelte henrettelse, præsten Knud Grønvald, som dengang var elev på latinskolen, fortalte, at han ikke havde set et smukkere par end den unge kone og hendes elsker: ”Jeg har sjældent set to skønnere mennesker end denne kone og hendes kæreste vare, som nu førtes til retterstedet, hvorhen hun gik med sit smukke udslagne hår, og idet hun med største frimodighed sang en salme med sin klare og velklingende stemme, gik denne ranke og dejlige skabning sin rædsomme død i møde”. Med en bodssalme havde hun altså besteget skafottet på Heden uden for Vesterport.

Men også Jens Jyde tiltrak sig folkemængdens opmærksomhed. Med faste skridt, en alvorstung holdning og hilsende til alle sider marcherede han til retterstedet. Han har sikkert været en ordentlig kleppert, i hvert fald blev han beskrevet som en Herkules. Trods sin størrelse og kraft modtog han dog ganske roligt dødshugget fra skarpretteren. Folk havde ellers frygtet, at han ville gøre modstand og måske endda vriste bøddeløksen ud af skarpretterens hånd og med den bane sig vej gennem mængden. Han var allerede frygtet en gang. Men det blev der nu ikke noget af denne gang. Tværtimod lagde Jens Jyde høfligt sit hoved på blokken for at modtage hugget fra ”Kristian Skarpretters økse”.

Henrettelserne kunne til tider være en drabelig affære, når den dømte blev knebet med gloende tænger, fik hånden hugget af og derefter blev halshugget. Men her stoppede man ikke. Kroppen blev lagt på hjul og stejle og hovedet sat på en stage. Netop det overgik Jens Jydes afsjælede legeme.