Den blodige kamp om julekaffen

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Kø efter den sidste kaffe ved kaffehandler Johannes Larsen i Nørregade 81. Billedet stammer formentlig fra 1941. Der var kafferationering fra december 1939 til oktober 1952, altså i næsten 13 år (Stadsarkivet).

Julen under besættelsen var præget af rationeringer. Heldigvis var folk gode til at tænke kreativt, ikke mindst i køkkenet. Det var svært nok at være husmor til hverdag, skrev en af byens aviser, men det var helt galt ved juletid, hvor mange af de traditionelle juleforberedelser gav udfordringer.

Allerede i oktober 1939 rygtedes det, at der kunne være en kafferationering undervejs. Det var ikke sjovt i et land, hvor kaffen var en nationaldrik. I første omgang slap man med skrækken, men i december gik den ikke længere. Regeringen indførte kafferationering – først og fremmest for at spare valuta, og rationeringen kom, selv om aviserne kunne oplyse, at der var lagre svarende til 70 procent af et års forbrug.

Efter den tyske besættelse i april 1940 strammede det mere til, for nu begyndte tilførslerne for alvor at svigte, og i december 1941 var stort set alle lagre af den ægte vare for længst brugt. Men regeringen ville dog gerne redde julen, så et kaffemærke til køb af 125 gram fik gyldighed – hvilket dog langtfra betød, at man var sikker på at kunne finde selv dette lille kvantum kaffe.

Efter 13 år med kafferationeringsmærker kunne danskerne i oktober 1952 glæde sig over, at de nu kunne købe lige så meget kaffe, de ville. Dagens billede er fra Laur. Winthers kaffehandel i Vestergade i Odense, hvor en af forretningens ansatte er i færd med at veje kaffe af til en kunde (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

Fra morgenstunden den 11. december 1941 gik den vilde kaffejagt, og allerede fra morgenstunden var der kø mange steder. Ved Javabrænderiet i Kongensgade og Winthers kaffeforretning i Vestergade ventede folk i timevis i et desperat håb om at få en smule kaffe med hjem.

Solen var knapt stået op, før den 80-årige Nicoline Nielsen fra Rødegårdsvej tog ind til byen for at købe kaffe. Hun havde så travlt, at hun ikke tog sig i agt og vadede ud på kørebanen, hvor hun blev ramt af en cyklist. Der røg den kaffe – og den gamle dame fik i stedet hjernerystelse og måtte en tur på hospitalet.

Da rygtet løb, at kaffeboden på Skibhusvej havde en rest af kaffe på lager, strømmede folk til fra hele kvarteret. Der mødte så mange frem, at der var ved at udbryde panik. Der blev puffet og klemt fra alle sider, så fru Svendsen fra Annasholmsgade blev trykket ind i en rude, der blev knust. Da hun faldt, ville hun i desperation gribe ud efter noget og skar sine hænder så slemt, at Falck blev tilkaldt for at køre hende på skadestuen. Om hun fik erstatning, meldte historien ikke noget om, men måske fik hun et kaffemærke.

Heldigvis var der også folk, der tog det mere med ro, og som stillede sig i kø for at vente. En sådan kø talte folk i alle aldre og alle størrelser: ”Små drenge med kaffekortet knuget i små snavsede hænder søgte lunhed mellem damers fine skindpelse, husassistenter med hvid kappe og blå uniform var kommet i geled med gamle mænd med langt skæg”, skrev Fyens Stiftstidende.

Med udgangen af december var det helt slut. Så var der ikke længere gyldige kaffemærker, og resten af besættelsen måtte man nøjes med kaffeerstatning.