Den jødiske kirkegård ved Vandværksvej

Den jødiske kirkegård ved Vandværksvej 1962
Den jødiske kirkegård på hjørnet af Vandværksvej og Kirkegårds Allé fotograferet i 1962, da pladsen var groet mere til. På kirkegården var gravsten med både dansk og hebraisk tekst. Hjørnet ved kirkegården blev i 1932 rykket tilbage, da den gamle mur med sin beplantning var umulig at se over. Det blev revet ned og skellet flyttet tilbage, så der var mere plads til fortov og en udvidet kørebane (Fyens Stiftstidendes pressefotosamling, Stadsarkivet).

af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen

Fyn har tre jødiske kirkegårde. Den ene ligger på hjørnet af Vandværksvej og Kirkegårds Allé – tæt på Assistenskirkegården. Det mosaiske trossamfund i Odense fik i 1825 sin egen kirkegård – ligesom trosfællerne i Assens. Hidtil havde jøderne i de to byer måttet begrave deres døde i Faaborg eller Fredericia.

De godt 275 kvadratmeter jord blev købt for henimod 200 rigsdaler. Der ville dog snart blive behov for mere plads, da den jødiske tradition bød, at et gravsted ikke måtte sløjfes. Gravpladsen var en evig ejendom for den døde, og der måtte heller ikke begraves flere personer i samme grav. Den jødiske menighed måtte derfor snart sande, at den ville få pladsproblemer, og en udvidelse ville være besværlig. Det krævede penge, og det var også helt usikkert, om naboen ville sælge mere af sin jord.

Med disse dystre udsigter måtte trossamfundet opstille nogle restriktioner, som understregede, at kirkegården var forbeholdt personer fra den odenseanske menighed. ”Udenbys” blev derimod henvist til andre begravelsessteder. Men ingen regel uden undtagelser: Hvis den døde var fra et andet land eller fra en meget fjerntliggende by, kunne man godt se igennem fingre med dette og finde en plads til vedkommende. Da en hollandsk paraply- og barometermager, Joseph Sommer, i 1830 var på gennemrejse og døde på fattiggården, blev han begravet på kirkegården uden indvendinger.

Den jødiske kirkegård ved Vandværksvej 2013
Et blik ud over den lille jødiske kirkegård. I forgrunden ses gravstenen for Aron Isaac Købner, som døde i 1847 (Poul-Erik Nielsen fot. Stadsarkivet).

Helt anderledes gik det i 1848, da Seligmann Magnus under en rejse blev syg og tilfældigt blev ført fra landet til Odense Fattiggård i Vindegade. Efter nogle dages forløb døde han, og så opstod spørgsmålet, hvor skulle han begraves? Det viste sig, at han var medlem af det mosaiske trossamfund i Middelfart, men hans slægtning ønskede at få ham begravet i Odense. Det nægtede den odenseanske menighed imidlertid, hvorfor liget måtte føres til trossamfundets kirkegård i Fredericia.

Den beslutning vakte en del undren og affødte flere kritiske bemærkninger. Hvorfor skulle slægtningene have ekstra besvær og flere ubehageligheder? I pressen blev byens jødiske trossamfund kaldt ubarmhjertigt, hvortil svaret var, at hvis man ville løse problemet generelt, kunne man bare give ”sine mosaiske medborgere en plet jord til begravelsesplads”. Men det blev endnu ikke opfattet som en offentlig opgave.

Sagen skabte en del ballade, og da den afdødes stedfar i avisen fik trykt en tak til den ”opvartningskone”, som havde plejet sønnen, kastede det blot ekstra benzin på bålet. Opvartningskonen havde udvist den største omhyggelighed for afdøde, selv om han tilhørte en anden religion. Helt anderledes med byens mosaiske menighed, der havde vist sig inhuman, da den – ”uagtet man anvendte alle bønner og tilbød hvad betaling der måtte forlanges” – stadig ikke ville tillade, at sønnen blev begravet i Odense.

Sidst i 1800-tallet skrumpede antallet af jøder i Odense ind, og presset på kirkegården aftog. Der har i alt været ca. 90 begravelser. I dag er der godt 30 gravsten – den nyeste over et ægtepar, som blev begravet henholdsvis 1961 og 1968.