af Johnny Wøllekær og Jørgen Thomsen
I 1920’erne og 1930’erne blev cyklen allemandseje og det naturlige transportmiddel for mange. Det var f.eks. cyklen, værftsarbejderen benyttede, når han skulle på arbejde på Odense Staalskibsværft på havnen, eller når bybuddet skulle bringe varer ud fra købmanden til kunderne.
Nok vandt bilen frem i mellemkrigstiden, men Odense var først og fremmest en cykelby. Kvinder tog hurtigt cyklen til sig, og der opstod snart ligestilling, når det handlede om cyklen som transportmiddel. Men når det kom til cykelsport, lod ligestillingen vente på sig.
Der blev ganske vist kørt nogle enkelte cykelløb for kvinder i 1800-tallet, men det var mere en slags freakshow, hvor husarerne fik lidt at se på. Da en københavnsk cykelklub i 1899 inviterede fem franske cykelpiger til hovedstaden, skrev Politiken om løbet, at kvinderne knapt kunne cykle, og de så heller ikke godt ud!
Da banecyklingen i efterkrigsårene blomstrede i hele Danmark, var kvindeløb et særsyn. Ja, faktisk tolererede Danmarks Cykel Union slet ikke kvinder på cykelbanerne og tillod kun deres deltagelse ved enkelte showprægede stævner.
I 1954 holdt Odense Cyklebane nogle stævner med deltagelse af kvindelige cykelryttere – løbene skabte omtale og lokkede flere tilskuere gennem tælleapparaterne. Det udløste en diskussion om kvinder eller ikke kvinder på de danske cykelbaner. Men Odense Cyklebane holdt fast, måske fordi kvindecykling var noget eksotisk, og det lykkedes at samle 3.500 tilskuere omkring cykelbanen i Bolbro. Hovedattraktionen var et par engelske cykelpiger, der viste sig de danske piger totalt overlegne.
De mandlige journalisters omtale af rytterne var præget af tidens kønsrollemønstre. De engelske piger blev kaldt et ”par charmerende unge damer”, der let og elegant satte deres danske modstandere til vægs. De danske ryttere var derimod kluntede og brugte mere albuerne end benene. I Fyens Stiftstidendes omtale af løbet hedder det blandt andet: ”Man kommer ikke uden om, at det graciøse går sig en tur, når piger tager en obskøn styrthjelm på hovedet og tramper løs i pedalerne, men det er vel en smags sag. Når de blot som den små Grethe Christensen har kræfter til at smile sødt til fotografen, når de passerer målstregen, er meget vundet”. Avisen omtalte i øvrigt Grethe Christensen som ”den lille buttede Odense-pige”.
Dansk Cykel-Union var ikke begejstret for kvindeløb, og løbene forsvandt igen lige så hurtigt, som de var kommet. Ganske sigende var kåringen af ”årets cykelpige” på Odense Cykelbane i 1959 en skønhedskonkurrence og havde intet med cykelløb af gøre.
Det var ikke kun på cykelbanen, at kvindelige cykelryttere skabte røre. Fyens Stiftstidende arrangerede i en årrække ”De Unges Cykelløb” for byens børn og unge. Gadeløbet var kun for drenge, men man tillod piger at deltage ved at lave nogle improviserede ”pige-heat”. Først i 1953 kom der selvstændige pigeklasser og dermed officielt åbnet for pigers deltagelse i løbet.
Det var først fra 1970’erne, at der kom skred i kvindecyklingen, da kvinderne trillede ud på landevejene, og i 1984 kom landevejscykling for kvinder på det olympiske program.
Om Odense 